Arcade Fire er lige så kyniske på ‘Everything Now’, som den kultur de langer ud efter

Arcade Fire er lige så kyniske på ‘Everything Now’, som den kultur de langer ud efter
Arcade Fire.
Foto: Guy Aroch
Arcade Fire er lige så kyniske på ‘Everything Now’, som den kultur de langer ud efter - Everything Now
2 6
Arcade Fire
'Everything Now'

Album, Sony

Der er sket noget drastisk med Arcade Fire.

Det handler ikke først og fremmest om bandets udvikling i retning af en dance-orienteret lyd, selvom bandet på de to seneste album – dobbeltalbummet ’Reflektor’ og det nye ’Everything Now’ – har sat dance-ratioen kraftigt i vejret.

Det handler om bandets måde at kommunikere på, om dets værdier, udsyn eller modus operandi.

Hvor Arcade Fire oprindeligt – særligt eminent på debuten ’Funeral’ fra 2004 – behandlede emner, der var (eller i det mindste virkede som om de var) tæt forbundne med medlemmernes personlige liv og erfaringer i helt basal eksistentiel forstand, er bandet fra og med ’Reflektor’ trukket i en anden retning:

Win Butler og co. dyrker for det første en form for metatilgang, hvor sangene bliver selvkommenterende. Et greb, som det kan være svært at undgå for meget berømte bands, der føler, at de bliver nødt til at adressere netop berømmelsen som tema for at virke autentiske i forhold til deres egen status, rigdom og privilegier: Mike Skinner ville fx ikke med troværdigheden i behold have kunnet levere ’Original Pirate Material’ tre eller fire gange i streg, med tanke på hvor langt hans berømmelse som The Streets tog ham bort fra udgangspunktet i en trøstesløs engelsk forstad.

Den gordiske knude fører til album af typen: ’berømthed, dekadence, branche og medier set, oplevet og kritiseret indefra’. Rock- og pophistorien er rig på den slags.

For Arcade Fire 2.0. er vinklen skiftet helt fundamentalt: fra det personlige til den ophøjede åndsaristokrats/medieberømtheds distancerede blik på myrerne nede på gulvet (læs: almindelige medieforbrugere som dig og mig).  

Arcade Fire peger nu fingre og ser ned på, og hvad er der så galt med det? Levede punken ikke fint ved at udspy eder og forbandelser over det etablerede? Problemet med Arcade Fire er, at de hverken lyder vrede eller specielt anfægtede, de lyder tværtimod mere, som om de selv er lidt for (selv)fede til at gide at gøre en forskel, fx i form af at formulere et bud på et alternativ, eller i det mindste at skabe en eller anden form for identifikation.

Foto: Guy Aroch

I forbindelse med optakten til udgivelsen af ’Everything Now’ har bandet lagt falske anmeldelser ud på nettet, de har kørt falske kampagner for falske produkter (t-shirts, morgenmadsprodukter, sågar fidget spinners!) samt falske nyheder om en særlig dresscode til bandets forestående koncertrække. I bandets optik er der nok tale om begavet satire, hvor de vender fjendens skyts mod fjenden (eller hov, forbrugere og fans!) selv. Et andet (og bedre) ord for det? Arrogance.

Når bandets forbavsende indædte promotionindsats for først ’Reflektor’ og nu ’Everything Now’ (hvor dets egen musik reduceres til et redskab for en kritik af en produkttankegang ud fra netop en ekstremt strategisk produkttankegang) benytter sig af de greb og de medieformer, som de advarer imod og har foragt tilovers for, ser de formodentlig selv kun en sund ironi. Men er det ikke i virkeligheden kynisme i anden potens? Og hvad kommer der ud af det bortset fra mere støj på linjen – hvorfor ikke lade musikken og dens budskaber tale selv?

Hvis så bare den nedladenhed kun var til stede i promotionsammenhæng, men den er desværre en lige så uadskillelig del af musikken selv. Hvor Arcade Fire tidligere gjorde sig i følelsesdrevne oder med katarsis som sigte, er der nu kun plads til letkøbte slogans, overfladisk mediekritik og en ret ulidelig bedrevidenhed tilbage.

Annonce

Onlinemedier, onlineberømmelse, informationsoverload og internetkultur – inklusive fake news, trolling og cyberbullying – er tilbagevendende fikspunkter i dette humørforladte univers, men Win Butlers manglende evne til at skrive god lyrik om emnerne er slående. Nu har han aldrig været en særlig subtil lyriker, men i hans tidlige tekster virkede han i det mindste i øjenhøjde med sit publikum og sit eget følelsesliv. De nye sange er ikke bare blottet for interessante eller overraskende perspektiver, de er også blottet for empati.

Alle disse dårligdomme kan tilgives, når bandet finder en god melodi eller et godt groove og lader det diktere retningen. Det Abba-associerende titelnummer er et godt og gedigent forsøg på at genopvække en ellers ret død krikke (læs: disco som retro-adspredelse).

’Creature Comfort’ er melodisk og musikalsk et effektivt stykke aggressivt pumpende synthpop, men lyrikken er så klodset, at selv et godt groove ikke kan fjerne den flove smag, man får i munden af at skulle lytte til Butler synge linjer om en fan, der forsøgte at begå selvmord, mens hun lyttede til ’Funeral’.

Igen: Det er slående meta (det er svært at forestille sig mindre berømte bands skrive den slags sange, ikke?), men der er noget uskønt og humblebrag-agtigt ved at lytte til en berømt forsanger på samme tid begræde, docere og hovere over et så sørgeligt tilfælde: I broen til omkvædet lægger Regine Chassagne og Butler ordene »God, make me famous« i munden på den kvindelige fan. Det er ærligt talt en sær form for fanpleje sådan at nedgøre en ung kvindes motiv til at føle smerte og at vælge den sidste udvej.

Senere braser korthuset sammen som sjældent set før hos et så feteret band. De hver for sig charme- og idéforladte ’Peter Pan’ og ’Chemistry’ efterfølges af to versioner af sangen ’Infinite Content’ (kan du gætte hvad de handler om?) i en skarp indbyrdes konkurrence om at efterlade det værste indtryk.

Dette midterstræk vidner om et band, der helt har mistet kompasset, formentlig ud fra den forestilling, at det at prøve sig af med nye udtryk er et succeskriterium i sig selv – et bevis på nysgerrighed, eksperimenterelyst og fortsat relevans. Men bandets flirten med folk, punk og dancehall med stænk af røvballeradiorock er maksimalt et udtryk for retningsløshed og manglende selvindsigt.

De får rettet skuden lidt op på den Regine Chassagne-sungne ’Electric Blue’, der sammen med titelsangen udgør albummets mindst kompromitterende forsøg udi det diskofile, og de afsluttende ’Put Your Money on Me’ og ’We Don’t Deserve Love’, der faktisk folder sig ud som albummets enlige svaler i disciplinen at levere sårbar lyrik, der har noget på spil, fordi der er nogle (relatérbare) følelser i klemme.

Desværre er begge sange over fem minutter lange, uden at der rigtig er nogen grund til det (måske bortset fra den, at de er albummets enlige eksempler på substans og kalorier, så hvorfor ikke lade smagen forplante sig over lidt længere tid?).

Foto: Guy Aroch

På ’The Suburbs’ sang Butler på ’City of No Children’ linjen: »Never trust a millionaire quoting the sermon on the mount«. Det er svært at være uenig i det udsagn. Problemet her syv år senere er, at den lyrikstump er blevet en form for selvopfyldende profeti, der rammer bandet som en boomerang.

Med lidt andre ord: Stol aldrig på en meget berømt musiker, når han forsøger at sælge dig fortællingen om den moderne kulturs bratte fald fra tinderne, men uden at begræde sin egen ophøjede position og følgagtige rolle i selvsamme fortælling.

Win Butler og Arcade Fire har som få andre formået at kapitalisere på den kultur, de ser ned på. Det er svært at komme på fortilfælde, hvor et succesrigt band i så eklatant grad har formøblet hele sin kapital af goodwill på så kaloriefattig en tematisk diæt og en så musikalsk identitetsforvirret formular. ’Reflektor’ var oppustet og akavet. ’Everything Now’ er langt værre.

Måske Arcade Fire burde hoppe ned fra piedestalen og tage en god, lang timeout – uden internetopkobling?


Kort sagt:
Arcade Fire forsøger for andet album i træk at skrive ironiserende og hoverende lyrik om internet- og forbrugerkulturens dårligdomme, men uden skyggen af indlevelse, nuancer eller empati. Musikalsk leverer canadierne en bovlam og identitetsforvirret collage af dance- og disco-influeret rock uden at det på noget tidspunkt for alvor løfter sig eller efterlader det mindste anstrøg af den følelseskatarsis de var garant for i deres bedste år.