Dizzee Rascals lyriske finesse drukner i grime-klicheer på ’Raskit’

Dizzee Rascals lyriske finesse drukner i grime-klicheer på ’Raskit’
Foto: Anthony Harvey/Getty Images
Dizzee Rascals lyriske finesse drukner i grime-klicheer på ’Raskit’ - Raskit
3 6
Dizzee Rascal
'Raskit'

Album, Dirtee Stank/Universal

Dizzee Rascal er en notorisk O.G. i det røde grime-hav. Østlondon-mc’en var med, da eskibeat blev til grime – længe før konkurrencen kom, og klicheerne blev født. Faktisk var den hurtigtspyttende krydsrimer, der startede som drum’n’bass-dj, stadig en teenager, da han i 2002 udgav undergrundshittet ’I Luv U’.

Opmærksomheden bragte Dizzee Rascal sammen med grime-pioneren Wiley, der tog ham under sin vinge. I 2003 udkom debutalbummet ’Boy in da Corner’, der fusionerede Wileys eski med protegeens drum’n’bass. Albummet blev en milepæl i britisk urbanmusik, og Dizzee opnåede airplay på piratstationer såvel som på de etablerede radiokanaler. Men der blev ikke som sådan bygget bro mellem den ulmende undergrund og den kommercielle musikindustri. Tværtimod, for Dizzee yndede at distancere sig fra næsten alt, der var etableret. Til gengæld tændte han et håbets lys for det nederste samfundslag ved at bryde med undergrundens fangarme.

Men ingen rapper uden røre, og Dizzee Rascals karriere har da også set mørke stunder. Kritikken var til at tage og føle på, da han i de senere år vendte grime-rødderne ryggen for at lave radiovenlige hits med navne som Robbie Williams, Calvin Harris og will.i.am.

Det er fire år siden, han hoppede i poptønden og var pladeaktuel med ’The Fifth’, og hans sjette album, ’Raskit’, skriger af comeback – ligesom den ikoniske gule farve på albumcoveret, tekstuniverset og produktionerne vidner om en tur ned ad memory lane i selskab med en ældre og reflekteret Dizzee.

Annonce

Det er en fortælling om at kravle op ad karrierestigen (’Man of the Hour’) og om at værdsætte bølgen, så længe man rider på den (’Make It Last’). For succes er ikke givet for evigt: »Wot u gonna do when your fans don’t care / ’cause they’re all grown up and they all moved on«, rapper han på den angst-inducerede ’Wot U Gonna Do?’.

Dizzee er også kommet for at bevise, at han er mere end en simpel fast-rapper. Han gemmer sig ikke bag sit hurtige flow og det er tydeligt, at han ikke stiller sig tilfreds med fattige enderim. Han springer rundt i komplekse stavelsesrim på simple konsonanter og vokaler hentet fra et nedkogt hverdagsvokabularium. Fremdriften i hans flow skaber en følelse af bevægelse mod noget nyt – noget, der uomtvisteligt hænger sammen med hans gudsbenovede mimiske rytme. Hans rim skaber simpelthen associationer og nye billeder, der smitter af på hinanden.

Og så skulle man tro, at den røde tråd var sikret. Og det er den også i en sådan grad, at de 16 numre smelter sammen til én hård og spartansk amalgam, der er alt andet end dansevenlig. Comebackfesten drukner ganske enkelt i grime-klicheer: Tunge basspor, uhyggeligt klaverspil og 140 bpm-pumpende hi-hats.

De eneste numre, der stikker ud, er ’I Ain’t Gonna Lie’ med alt sin 00’er-noia (som leder tankerne hen på Herkules og andre tegneseriehelte), det syrede Kanye West-lydende univers på ’Make It Last’ og den ambitiøse ’Bop N Keep It Dippin’, der med legende synthdeltaljer er et godt bud på, hvordan uptempo g-funk ville lyde.

Selvom ’Raskit’ handler om fortiden, nutiden og fremtiden, virker det til, at Dizzee hænger unødigt fast i mindre charmerende delelementer af det, der gav hans karriere ben at gå på for over et årti siden. Selvom han lykkes med sin grime-genfødsel på den fløjtende ’Ghost’ og den synth-boostede og punchline-fyldte ’Sick a Dis’, kommer han haltende i mål. Det er Dizzee Rascals evne til at kreere maleriske og lyttervenlige fortællinger, der redder ham fra at falde igennem.


Kort sagt:
Dizzee Rascals lyriske finesse og progressive flow gør ’Raskit’ til en malerisk comeback-fortælling. Desværre er grime-klicheerne mange, og sangene smelter simpelthen sammen.