‘Flower Boy’ blotter en Tyler, The Creator så moden, at man næsten savner hensynsløsheden

‘Flower Boy’ blotter en Tyler, The Creator så moden, at man næsten savner hensynsløsheden
Tyler, the Creator på Coachella-festivalen tidligere i år.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
‘Flower Boy’ blotter en Tyler, The Creator så moden, at man næsten savner hensynsløsheden - Flower Boy
4 6
Tyler, the Creator
'Flower Boy'

Album, Odd Future/Sony

Lige siden hiphop i julen 2009 stiftede skæbnesvangert bekendtskab med Tyler, The Creator gennem den synthmættede kældermusik på hans provokerende debutmixtape, ’Bastard’, har det føltes som et terningkast, hvordan hans videre færden ville forme sig.

Siden har han begået sig i alt fra spraglede tøjkollektioner til eget tv-show med især én markant konstant: en hærgende infantilitet – Peter Pan-syndromet, om man vil – der på debutalbummet ’Goblin’ fra 2011 fostrede blandt andet den karikerede og voldsforherligende Wolf Haley-persona.

Årene efter ’Goblin’ gik blandt andet med at aflægge sig Wolf Haley-masken igen. Sådan et image klæder ingen i det lange løb, og på ’Flower Boy’, hans fjerde album, lykkes det for første gang genrens hyperaktive enfant terrible at fremstå uforbeholdent moden omkring sine hovedpiner. Det skyldes hovedsageligt, at den 26-årige producer og rapper omsider benytter musikkens frirum som terapibriks frem for boksepude.

Tag eksempelvis tracket ’Boredom’, hvor Tyler grubler over kedsomhedens hverdagsvakuum: »Bored and getting desperate as hell / Cellular not amusing and I hope someone will / message me with some plans that are amusing as well«. Hvor en yngre Tyler formentlig havde oversat denne kedsomhed til endnu en forargelsesbasker a la ’Bitch Suck Dick’, forholder han sig nu mere passiv og dvælende.

Ensomhedens subtilt smækre soul-blues ruller videre på dobbeltskæringen ’911 / Mr. Lonely’, mens også ’November’, om Tyler og Odd Future-klanens skattede minder og erfaringer i L.A., oser af nostalgisk bittersødme. Han har sjældent flekset sine lyriske muskler flottere end her, men ønsker sig alligevel tilbage til livet uden så meget hår på brystet: »Can we go back to November? / Take me back to November«.

’Flower Boy’ er på mange måder et opgør med det Peter Pan-syndrom, Tyler har kæmpet med at slippe lige siden sit anarkistiske indtog på scenen. Den opløste klikes tidligere alfahan forsøger her at finde sig til rette i et liv væk fra Ønskeøen, og selve lyden – der skæver til The Internet og især dennes wunderkind Steve Lacy – bærer præg af det. Analogt ruminerende funk- og soulfinesser som ’Where This Flower Blooms’ og ’Pothole’ messer om personlig såvel som kunstnerisk opblomstring, og begge lyder i øvrigt fremragende i foretagendet.

Alligevel løber den tykke metaforik på den psykedelisk flossede ’Garden Shed’ – Tylers mulige skabsudspring (!) – med hovedparten af opmærksomheden: »Them feelings that I was guardin’ (…) I didn’t wanna tell ’em my location (…) Truth is, since a young kid, thought it was a phase / Thought it’d be like the phrase, poof gone«.

Med provokatørens tidligere semihomofobiske ytringer in mente havde det været et næsten rensende coming out-eventyr at bekende seksuel kulør på et album med titlen ’Flower Boy’. Jeg skal ikke uomtvisteligt kunne sige, om Tyler springer ud af skabet (eller rettere, haveskuret) på ’Garden Shed’, men det er faktisk underordnet i det større billede.

Nummerets symbolik tiltvang sig nemlig så meget rubrikplads, at det faktisk siger mere om hiphoppens sejlivede heteronormativitet end Tyler selv. For i grunden er det dødærgerligt, at opmærksomheden omkring resten af pladens fortrinlige tracks decimeres oven på sådan en sprængfarlig seksualitetsbombe.

Lidt oversete er eksempelvis ADHD-eksplosionerne ’Who Dat Boy’ og ikke mindst ’I Ain’t Got Time!’, hvis spærreild af synthakkorder og buldrende slagtøj lyder som en lirekasse på steroider. Begge agerer ormehul tilbage til Tylers yngre, heftigere tider og vil nok især tiltale fans, der savner denne svundne dimension.

Selv Peter Pan må dog en dag blive voksen. Og selv om ’Flower Boy’ menneskeligt virker som et skridt i den rigtige retning for Tyler, The Creator, må man blankt erkende, at hans nyfundne musikalske modning ville have godt af et ekstra skvæt djævelsk hensynsløshed. For når pladen efter knap 47 minutter runder af, sidder man med en blød eftersmag af moden og behagelig sødme, der imidlertid mangler noget af det infernalske bid, rapperen engang vakte opsigt med.


Kort sagt:
’Flower Boy’ er i flere henseender et opgør med Tyler, The Creators tidligere så ihærdige Peter Pan-syndrom. Han maler på sit fjerde album fine voksenmotiver på et kanvas af subtil soul og funk, men mangler samtidig noget af det infernalske bid, der til at starte med var hans store trækplaster.

Læs også: Nu er Tyler, the Creators ‘Cherry Bomb’-dokumentar frit tilgængelig