Det er sjældent, at hype-radaren peger på Holland, men duoen Klyne fra Eindhoven laver dansabel electro-soul i krydsfeltet mellem Jai Paul, Ben Khan og Rhye. På trods af den stigende opmærksomhed er duoen stadig et relativt ubeskrevet blad, og selvom referencerne i deres musik er klare, lader den svært sig beskrive fuldstændigt.
Hollandsk electro-soul? Kan Benelux-landet andet end tramp og dakkedak?
Ja, Holland har faktisk en ganske varieret musikscene, som det sagtens kan betale sig at dykke ned i, særligt inden for jazz, soul og EDM. Men alt forladt, hvis du ikke har hørt om Klyne, for der er faktisk forsvindende lidt presse om duoen, selvom de efterhånden har spillet en del rundt omkring i Europa og fået hype på diverse musikblogs. Af samme grund har duoen også efterhånden opbygget en lille, solid fanbase, som langsomt, men sikkert vokser sig større.
Heriblandt er bl.a. den amerikanske socialite Amanda Steele, der udvalgte et af duoens ’Entropy’ til sit compilation-album ’Gateway’, hvor de optrådte side om side med navne som Little Simz og Joey Badass, men selv med sådan et co-sign har berømmelsen stadig ladet vente på sig – måske fordi de på daværende tidspunkt stort set ikke havde udgivet mere end denne single.
Men hvordan lyder det så?
Prøv at lytte til deres første single ’Paralyzed’, som var A-siden til føromtalte ’Entropy’, så får du et meget godt indtryk af deres lyd og de signaturelementer, som den baserer sig på. For på tværs af Klynes numre består lydbilledet nemlig fortrinsvis af synths, percussive beats og forsanger Nick Kleins indfølte, men alligevel skarpe vokal. ’Paralyzed’ bygger således videre på den distortede lyd, som netop Jai Paul populariserede, hvor reverb-guitarer og falset-vokaler flyder frem og tilbage i lydbilledet for at bryde de konforme trommeprogrammeringer, men formår alligevel at tilføre stilen et dansabelt tilsnit med synkoperet synth og trommer.
At duoen trækker på de samme instrumenter betyder dog ingenlunde, at Klynes univers er hverken kedeligt eller homogent. Tværtimod er det imponerende, hvor bredt et genrespektrum, duoen formår at sprede sig over inden for disse rammer. Tag bare deres mest kendte nummer, den keyboardbaserede ‘Water Flow’, hvor Klein til forveksling kunne lyde som Milosh, eller et uptempo nummer som det discopunkede ‘Sure Thing’ . Derfor er det næsten også synd at sætte genremærkater på Klyne, for man risikerer altid kun at beskrive en del af deres diskografi. At dømme ud fra deres playlister på Spotify, er deres inspirationskatalog da også overordentligt bredt og spænder fra Otis Redding over Little Dragon til James Blake.
Okay, jeg er overbevist. Hvor kan jeg høre mere?
Klyne har heldigvis lige udgivet deres første, selvbetitlede album. Flere af numrene har været udgivet før, men hvis man synes gensynsglæden bliver for stor, kan man passende lytte til pladen bagfra og starte med den fabelagtige outro ’Like A Razor’, der med få, simple virkemidler og ikke mindst forsanger Nick Kleins luftige vokal demonstrerer en ny og endnu mere soulet udgave af duoen.