Meek Mill leverer snavsede bangers, men rammer glasloftet på ‘Wins & Losses’

Meek Mill leverer snavsede bangers, men rammer glasloftet på ‘Wins & Losses’
Meek Mill leverer snavsede bangers, men rammer glasloftet på ‘Wins & Losses’ - Wins & Losses
3 6
Meek Mill
'Wins & Losses'

Album, Maybach Music

Med tanke på, hvordan Meek Mill – en tidligere så stolt battle-rapper – i 2015 lå som et slagent, forstenet offer midt i Drake-orkanens øje efter en langstrakt beef med sin mere kendte overmand til frit skue for hele the world wide web, er det længe siden, at han har set skyggen af triumf.

I det store hele er den 30-årige skrigeballon nået langt siden sin kummerlige rustbælteopvækst i Philadelphia, men det kan alligevel undre, at hans nye plade er navngivet ’Wins & Losses’. For der er ikke megen kunstnerisk sejr over hans tredje album.

Selv med Drake-skampletten på cv’et kan man dog næppe frarøve Meek hans ukuelighed. Nærmest som et militærisk ordensbånd bærer han Philly-ophavet på sine skuldre som et memento om, at han har haft alt at bevise siden barndommens formative gadehjørner. Han har altid brystet sig af at komme fra det pureste ingenting, hvilket han til stadighed understreger med sylespidse flows og en V8-energi, der fra tid til anden tager overhånd.

Man får tudet ørerne fulde med hans ghettofunderede Askepot-historie indtil vindermentaliteten tenderer det fladtrådt trivielle. Uophørligt påminder Meek om, at han er gået fra at være luset pusher til rigmand. Fra pjalter til penge. Fra karies til grillz. Fra kopnudler til hummer. Fra… you get the picture.

I et forsøg på at tilbageerobre noget af den street cred, Drake-fejden kostede ham, insisterer Meek hårdnakket på at genbruge rags-to-riches-beretningen på snart sagt hvert af de 17 numre, indtil temaet er komplet udvandet.

Tekstbidder som »young nigga started with oodles and noodles, now we eating lobster« fra det åbningstracket omskrives ganske idéforladt til »used to pray them Ramen noodles turned to lobster« blot seks numre senere på ’We Ball’. Og selv om det er en af de grelleste svipsere, er det ikke en enlig svale.

Det er en skam, for Meek har stadig kvaliteter, der stedvist funkler. På r’n’b-serenaden ’Fall Thru’ slipper han af sted med at trække vokalerne i sungne langdrag (til hvem der formodes at være Nicki Minajs stand-in) over et idiotsikkert flødebeat af soulet baggrundsvokal og guitar-licks. Som trofast udbyder af snavsede, katedralstore bangers skuffer han heller ikke med den syntetisk marsmandsflyvende ’Ball Player’ med Quavo som gæst, mens også det ominøse klavermonster ’Glow Up’ gør en flot figur på vegne af den kriminelt oversete producer Honorable C.N.O.T.E.

Bedst bliver det på ’Young Black America’, hvor Meek over et nedbarberet, nostalgisk Jay-Z-loop skærer igennem med afbalanceret levering om livet som sort i USA: »Young niggas brainwashed, they just wanna rap and hoop / Could’ve been a lawyer until they came and shackled you«. Her stikker han omsider dybere end komfortzonens letbenede bling, blær og bitches, men man undrer sig over, hvor sådan en perspektivering ellers bliver af, når nu han om nogen besidder førstehåndsberetninger om USA’s racemæssige segregation.

Det ville klæde Meek Mill at dykke mere ned i strabadsernes essens frem for bare at lire rigdommens frynsegoder af i flæng. På et album, der trods alt strækker sig over 17 numre, burde der være rigelig plads til begge kategorier.


Kort sagt:
Meek Mill er stadig leveringsdygtig i decibeltunge bangers, men man spises af med for mange tomme kalorier på hans 17 numre lange album. Det træder vande i den samme gamle sang om uoverkommelige livs-odds uden at gå i dybden og viser sig derfor som Philadelphia-rapperens glasloft.

Læs også: Philadelphias forbandelse: Hvordan Meek Mill blev raps største taber