Tyler, the Creator slår sig sammen med soul-singer-songwritere på nyt, smooth nummer: ‘Boredom’

Tyler, the Creator slår sig sammen med soul-singer-songwritere på nyt, smooth nummer: ‘Boredom’
Tyler, the Creator i Vega i 2015. (Foto: Victor Jones)

For nyligt annoncerede Tyler, the Creator sit kommende, fjerde soloalbum, ‘Scum Fuck Flower Boy’, og i kølvandet på nyheden røg hele molevitten ulovligt online. Derfor er dagens nye nummer fra Tyler måske ikke en nyhed i alles ører, men ikke desto mindre er det en særdeles spændende skæring, der fortjener en dosis opmærksomhed.

På nummeret, ‘Boredom’, har Tyler nemlig allieret sig med Rex Orange County, Anna of the North og Corinne Bailey Rae, der leverer singer-songwriter-stemning og soul-klingende croon over det tilbagelænede track, som forener drømmende harmonier, organisk instrumentering og strygere med Tylers kedsomheds-kredsende, melodiske linjer. Et umiddelbart stort spring fra pladens første singleforløber, den A$AP Rocky-gæstede mareridtssingle ‘Who Dat Boy’, omend en hel del tættere på den funky Frank Ocean-ballade ‘911/Mr. Lonely’.

Efter albumleaket tidligere på ugen har adskillige fans, som nåede at lytte det kommende album igennem, ivrigt diskuteret, at albumteksterne kan tolkes som Tylers offentliggørelse af, at han er homoseksuel. Tyler har dog endnu ikke kommenteret på spekulationerne.

‘Scum Fuck Flower Boy’ er officielt ude den 21. juli.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af