Hør Barselonas nye single: Sensommer-vibes og godt med koklokke på ‘Alene hjem’

Hør Barselonas nye single: Sensommer-vibes og godt med koklokke på ‘Alene hjem’

Tredje udspil fra Barselona-drengene er klar, og det er latterligt catchy.

I nummeret ‘Alene hjem’ synger forsanger Rud Aslak om dragende piger med pandehår, kys om natten, og den frygteligt frustrerende følelse, det er at gå hjem alene uden nogen af delene. Et scenarie som Aslak lader til at være rimelig træt af: »Det er en historie, der har gentaget sig i mit liv flere gange. Det er tit jeg står og finpudser de ‘replikker’, jeg gerne vil sige, men aldrig får sagt, fordi jeg er genert. Man går resten af dagen og fortryder at man ikke fik sagt, hvad man ville sige, og ærgrer sig når man kommer hjem alene«, fortæller han i en pressemeddelelse.

Det er et læskende popnummer med frække guitar-riff, K-pop-agtige boyband-fraseringer, marimba, koklokke og et skarptskåret omkvæd. ‘Alene Hjem’, der kommer efter singlerne ‘Pige og Dreng’ og ‘Barcelona’, er det mest poppede af de tre og har klart potentiale til at blive et sensommerhit, der måske kan få et par generte mus ud af starthullerne, så de indøvede scorereplikker ikke går til spilde.

Barselona, der udgav deres første single i juni, har allerede nået at spille på Roskilde Festival og på Smukfests Live Camp denne sommer.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af