Chris Brown gennemgår det voldelige overfald på Rihanna i klip fra dokumentar

Chris Brown gennemgår det voldelige overfald på Rihanna i klip fra dokumentar
Chris Brown og Rihanna til en basketkamp i 2012 da de tilsyneladende havde lagt episoden bag sig.
Foto: Victor Decolongon/Getty Images

Rihanna og Chris Browns tumultariske forhold, der endte med en bitter retssag efter Chris Brown havde tæsket hende på vej fra en Grammy-fest til den næste, er én af dette årtusindes mest tragiske gossip stories. Da det skete i 2009 var de begge i sin karrieres forår og et af underholdningsbranchens mest omsværmede par. Et parforhold de fleste kun vil huske for billedet af Rihannas sønderslåede ansigt med blodrester og blå mærker.

Tiden læger alle sår, men der vil for evigt sidde et dybt ar i følelseslivet hos Rihanna og Chris Brown efter episoden. Rihanna har blandt andet over for Oprah Winfrey fortalt, hvordan det var en smertefuld, men i særdeleshed ydmygende oplevelse, samtidig med hun skulle bearbejde sorgen over at have mistet sin bedste ven. I en ny dokumentar fortæller Chris Brown, hans udlægning af begivenhederne op til og hvad der gik gennem hans hoved, da det slog klik. Historien omfatter både jalousi, sms’er, alkohol og en Lamborghini.

Selvom vi af gode grunde ikke kan verificere begivenhederne, så er det trods alt betryggende at høre, at episoden stadig fylder i hans bevidsthed.

Læs også: Rihanna afvæbner Diplo – kalder hans musik for ‘lufthavns-reggae’