For Evigt Hip Hop klar med den endelige spilleplan – arrangører påtaler »absurde krav, vanvittige priser og sindssyge stjernenøkker«

For Evigt Hip Hop klar med den endelige spilleplan – arrangører påtaler »absurde krav, vanvittige priser og sindssyge stjernenøkker«
Noah Carter på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

Det har ikke været så lidt neglebidende at følge med i optakten til For Evigt Hip Hop. Den nye danske hiphop-festival har været udfordret, og programmet har undergået adskillige ændringer. Men fjerde gang må være lykkens gang – nu er den endelige-endelige spilleplan til festivalen nemlig klar.

Det tidligere program, der var virkelig stramt struktureret i forhold til kunstnernes spilletider, er nu blevet afløst af en ny version, hvor kunstnerne er fordelt frit over fælles tidsintervaller.

Ser man bort fra den nye programtype, er der dog ingen enorme ændringer – udover naturligvis at Jamaika er røget af programmet, mens TopGunn overtager pladsen. Derudover er Benal og Noah Carter rykket lidt tilbage i tidsplanen, mens Kesi og Gilli, der tidligere stod på plakaten som særskilte acts, er blevet slået sammen, så de øjensynligt spiller sammen i tidsrummet 15-17.30.

Med offentliggørelsen af den nye spilleplan fulgte ligeledes en længere besked fra arrangørerne, der undskylder for alle ændringerne og påtaler den hårde modfart, de har haft på vejen: »absurde krav, vanvittige priser og sindssyge stjernenøkker« og »manglende opbakning«.

For Evigt Hip Hop løber af stablen i Rødovre i morgen, lørdag den 26. august. Der er stadig få billetter tilbage til festivalen.

Læs et uddrag af beskeden herunder samt hele beskeden og den nye spilleplan nederst.

»Vi må være ærlige og sige, at da vores hjertebarn For Evigt Hip Hop kom til verdenen, regnede vi med, at det ville blive modtaget med kærlighed fra jer og især det stødt voksende danske hip hop-miljø. Det blev ikke helt, som vi havde forventet. Vi tænkte, at alle danske artister selvfølgelig ville bakke op om en tilbagevendende hip hop-festival på dansk jord – sådan forholdt det sig desværre ikke.

Vi har, siden vi offentliggjorde programmet i januar, kæmpet med absurde krav, vanvittige priser og sindssyge stjernenøkker. Vi har til tider følt os afpresset af diverse managements og bookingbureauer, hvilket har resulteret i mange aflysninger og ændringer. Vi er uendeligt kede af alt den modstand vi har mødt igennem det her, og stiller os fuldstændig uforstående overfor den manglende opbakning til, hvad vi selv så som en gave til det danske hip hop-miljø«.

Læs også: Engel vs. djævel: Derfor kan For Evigt Hip Hop blive både succes og katastrofe

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af