Future-koncerten i København får stærk opvarmning – britisk rap og tysk r’n’b

Future-koncerten i København får stærk opvarmning – britisk rap og tysk r’n’b
Stefflon Don.

Til efteråret kommer Future endelig til landet med sin første danske koncert, når han (efter en aflyst Roskilde-optræden) er skemasat til at indtage Valby Hallen den 12. oktober.

Atlanta-rapperen kommer dog ikke til at være alene, og der er annonceret hele fire kunstnere, som skal varme op til hiphopstjernen. Rich the Kid og Zoey Dollaz (begge amerikanske) var annonceret i forvejen, men resten af supporten er nu blevet afsløret i form af Stefflon Don og Ace Tee.

Britiske Stefflon Don er en af de mest fremtrædende nye rappere på grime-scenen, og vi kårede sidste års single ‘Real Ting’ til et af de allerbedste grime-numre fra 2016. Hun gør i øjeblikket klar til et nyt og større kapitel i karrieren og udsendte for nyligt singlen ‘Hurtin’ Me’ sammen med French Montana.

Ace Tee kommer til København sammen med sin producer Kwam. e, og den tyske r’n’b-sangerinde fik retmæssigt skabt international buzz omkring sit navn med sidste års 90′-lækre single ‘Bist Du Down?’.

Læs mere om Future-koncerten HER.