Her er 12 koncerter du skal opleve i september

Her er 12 koncerter du skal opleve i september
Rasmus Theodor fra Barselona på Roskilde Festival.
Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue
Sommeren og dermed også festivalsæsonen er snart ovre, men som oftest er efteråret spækket med koncerter. Her er et overblik over, hvad du skal opleve i september.

Knife Fest
1.-2. september, Pumpehuset 

Pumpehuset kan i starten af september præsentere et stort line-up til den to dage lange Knife Fest. Hele tyve bands vil indtage husets tre scener, og heriblandt kan man opleve Værket, Lust For Youth, First Hate og Choir of Young Believers. Det er den anden udgave af Knife Magazines festival, som havde premiere i 2015, men altså holdt pause sidste år. Tjek det fulde program på Facebook HER.


Den Sorte Skole
Turné

Hvis du missede Den Sorte Skole på årets Roskilde Festival (hvor de i år spillede for sjette gang) så får du nu muligheden, når sample-kongerne begiver sig ud på en Danmarksturné, der starter på Atlas i Aarhus den 1. september. Den Sorte Skole spillede en suveræn koncert på Orange Scene, og selv om de har været i gang i over ti år, bliver de ved med at opfinde, inspirere og udfordre sig selv. Du kan stadig nå at købe billetter til alle turnéens koncerter, men Jazzhouse i København (dog først i oktober) melder om få billetter.


LCD Soundsystem
7., 8. og 9. september, Store Vega

I 2011 troede alle, at man havde hørt det sidste til LCD Soundsystem, og mange fans havde affundet sig med den tårevædede afsked. Det store orkester med James Murphy i spidsen kunne dog ikke lægge projektet på hylden alligevel, og sidste år lukkede de Roskilde Festival med et brag. Nu er de tilbage for at give hele tre danske koncerter i anledning af, at bandet udsender det nye album ‘American Dream’ den 1. september.

I et tre timer langt interview fortalte James Murphy for nylig, at den kommende udgivelse bliver tungere end de forgående. På trods af det, skal der nok være mulighed for at få danset igennem, når bandet kommer til København. Koncerterne den 8. og 9. september er udsolgte, men der er i skrivende stund få billetter til den 7. september.


Kesi
7. september, Lille Vega

Mens LCD Soundsystem holder skansen i Store Vega, fejrer Kesi sin fødselsdag med en koncert i Lille Vega. »Torsdag den 7. september bliver en god dag; dagen hvor jeg gerne vil invitere hele Danmark til min 25-års fødselsdag på Vega i København!«, skriver Kesi på koncertens Facebook-event. Han fortæller også, at han ikke ønsker sig nogen gaver – bare publikum kommer med godt humør. 2017 har budt på en masse nye singler fra Kesi, blandt andet ‘Op’, ‘Designer’ og ikke mindst ‘Mamacita’.


Julie Byrne
12. september, Jazzhouse

Julie Byrne udgav i starten af året det utroligt smukke album ‘Not Even Happiness‘, og der er ingen tvivl om, at det bliver en intim oplevelse, når hun gæster Jazzhouse. Byrne er eftertænksom uden at virke gammelklog, og hendes stemme er fin og rørende uden at være for sentimental. Sangene er smukke, folkagtige kompositioner, og vi kårede sågar ‘Not Even Happiness’ til halvårets fjerdebedste udenlandske album.

Annonce

Princess Nokia
14. september, Store Vega

Med tre overståede danske koncerter i 2017 bliver det spændende at se, hvad Princess Nokia finder på denne gang. Publikum var ellevilde under hendes koncert på årets Roskilde Festival, og udover showet på Apollo gav hun også en lille og intim koncert i det nye område KlubRå. Måske er Store Vega netop den gyldne mellemvej, hvor der både vil være plads til energiske numre, men også til den mere skrøbelige Princess Nokia, man så i KlubRå. Sidstnævnte er ikke garanteret, men der skal nok være masser af attitude og numre fra ‘1992’, når rapperen kommer til Store Vega.


Marcus Gordon
19. september, Ideal Bar

Hvis du ikke har hørt om Marcus Gordon endnu, som kommer du højst sandsynligt til det. Den 19-årige fynbo, som nu bor i København, har gjort sig bemærket med singlerne ‘Genudsendt’, ‘Over byen’ og senest ‘Min Ting’ –  tre r’n’b-numre om modstridende følelser og om at give slip på noget velkendt for at finde sig til rette i noget nyt. Det hele foregår på dansk ført an af Marcus Gordons dybe, bløde vokal. Det bliver interessant at se, hvad den unge sanger har at byde på udover de allerede lovende singler.


Forest Swords
22. september, Jazzhouse

Produceren Matthew Barnes, som gemmer sig bag navnet Forest Swords, har skabt sin helt egen lyd, hvor han eksperimenterer med dystre og atmosfæriske universer. I hans produktioner er der både psykedeliske elementer, dubstep og western-guitarer for bare at nævne et lille udpluk, og hvis vi nu bruger ‘Stranger Things’ som værktøj, kan man måske beskrive Barnes som The Upside Down-versionen af James Blake. I maj udgav Barnes albummet ‘Compassion’, hvor han særligt udforsker den menneskelige stemme som et instrument i sig selv.


Barselona
22. september, Loppen

Efter en sommer med koncerter på blandt andet Roskilde Festival giver Barselona-drengene nu koncert i mere intime rammer på Loppen. De unge fyre på 16 og 18 år har surfet på en bølge af succes de seneste måneder, men Barselona laver virkelig også velskrevne popnumre, der emmer af sommer og ung kærlighed. De har netop udgivet den catchy single ‘Alene hjem’, som vi i forrige uge kårede som et af ugens Top Tracks. Brændvarm barca-pop er lige det, du har brug for, når efteråret begynder at presse sig på i slutningen af september.


Waxahatchee
27. september, Lille Vega

Sangerinde og sangskriver Katie Crutchfield har netop udgivet sit fjerde album under navnet Waxahatchee. Det autobiografiske ‘Out in the Storm’ er en vaskeægte breakup-plade, hvor Crutchfield langer ud efter en ekskæreste, og det er hendes absolut mest rockede album til dato. Det lader dog til at være held i uheld, for den lidt bistre og rockede lyd går utrolig godt i spænd med Crutchfields lyse, finurlige vokal. Til koncerten er der desuden mulighed for at opleve et sejt tvillingepar i aktion, for det er Katie Crutchfiels tvillingesøster, Allison Crutchfield, der står for opvarmningen i Lille Vega den 27. september.


Benal
29. september, Train + 30. september, Store Vega

Sidste år spillede de en udsolgt koncert i Store Vega med et hav af gæsteartister som Bai-D, Klamfyr og Katinka, og allerede nu melder Vega om få billetter til den kommende koncert. Siden albummet ‘Nu’ (som vi kårede som et af 2016’s bedste danske album), har Benal arbejdet på ny musik (blandt andet ovenstående single), og det lyder som om, de har høje forventninger til de to koncerter på Train og i Store Vega:

»Vi har brugt det sidste år på at lave ny musik. Vi holder de to koncerter for at vise folk, hvad klokken er slået. Det er ikke bare koncerter, det er overgangsritualer til en ny dimension«, siger den ene del af Benal, rapper Benjamin Hav, i en pressemeddelelse. I marts udgav hiphop-duoen singlen ‘Babelfisk’, og udover den kan man nok også forvente at høre de to sommersingler ‘Baby Lorenzo’ og ‘Uh Babe’, der udkom i juni.


Smerz
29. september, Tape + 30. september, Jazzhouse

Electropop-duoen Smerz har opnået meget på kort tid, men norske Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg (der dog huserer i København) går en helt ny fremtid i møde i takt med, at de for nyligt underskrev en kontrakt med det mere end velrenommerede, britiske pladeselskab XL Recordings. Smerz udgav deres forførende debut-ep ‘Okey’ sidste år, men til septembers koncerter i Aarhus og København er der formentligt nye numre på setlisten.

Læs interview: Smerz: »Folk troede på os, før vi selv begyndte at gøre det«