Jamaika aflyser For Evigt Hip Hop – festivalen klar med erstatning og åbent brev til publikum

Jamaika aflyser For Evigt Hip Hop – festivalen klar med erstatning og åbent brev til publikum
Jamaika.
Foto: Daniel Hjort/Soundvenue

Al begyndelse er svær, og den nye festival For Evigt Hip Hop har været underlagt sine problemer i form af aflysninger. Nu har endnu én ramt festivalen, da Jamaika desværre ikke kommer til at optræde i Rødovre den 26. august.

I følge For Evigt Hip Hop har Jamaika ikke fået lov til at få udgang fra fængslet for at spille på festivalen.

»Vi er utrolig kede af at måtte meddele jer, at Jamaika desværre ikke kan få udgang og optræde til For Evigt Hip Hop. Vi har været i kontakt med hans management løbende og kæmpet for at få det til at lykkedes lige indtil nu. Meldingen fra hans bagland har hele tiden lydt på, at Jamaika ville få udgang og derved optræde til For Evigt Hip Hop, selv efter hans aflysning på Smukfest bekræftede man, at han stadig ville optræde på Rødovre Rådhusplæne. Vi beklager dybt«, skriver festivalen på Facebook.

Som erstatning har For Evigt Hip Hop netop annonceret TopGunn – det vides endnu ikke, om han overtager Jamaikas præcise plads i spilleplanen.

Jamaika slutter sig til aflysninger fra USO og Nixen, mens erstatningerne udover TopGunn har budt på Noah Carter og Marvelous Mosell.

For Evigt-gruppen afholder i weekenden to endags-festivaler. For Evigt Rock den 25. august og For Evigt Hip Hop den 26. august. Formentligt grundet ovenstående aflysninger offentliggjorde arrangørerne i går aftes et åbent brev på Facebook, der omhandler festivalens børnesygdomme.

Læs brevet forneden eller på Facebook.


»Et åbent brev til vores elskede fans.

Vi har kastet os ud i det her forhold med hjerte og sjæl som indsats. Det har til tider været enormt hårdt, da I er en krævende partner, men vi forventer heller ikke andet fra jer! Vi kæmper hver evig eneste dag for at gøre jer glade og tilfredse, det lykkedes ikke altid, det ved vi. Vi er helt grønne i det her, og vi skal lige lære os selv, artisterne og ikke mindst jer at kende. Vi har mødt en del modstand fra kunstnere, ligeså vel som vi har mødt massiv opbakning. Vi har haft tre, der er hoppet fra, hvilket vi græder mindst ligeså meget over som jer, men vi har kæmpet for at finde fuldgode erstatninger, det mener vi selv, at vi har gjort ret godt. Fra USO og Nixen til Noah Carter og Marvelous Mosell, og i morgen kl 09 offentliggører vi endnu et navn – alt sammen kun for jer.

Vi håber I vil bære over med vores skønhedsfejl, vi vil jer kun det bedste. Vi glæder os umenneskeligt til om mindre end en uge, hvor vi sammen skal sprænge mødommen på For Evigt Rock og Hip Hop. Vi er lidt nervøse, men vi ved, at med jer ved vores side kan det umuligt gå galt. Husk selv på jeres første gang, ingen starter som verdensmester, vi lover dog, at vi holder alle 8 og 14 timer begge dage 😉

Vi elsker jer«.