Jay-Z taler om Kanye-intriger, Solange og ‘4:44’ i ekslusivt Tidal-interview

Jay-Z taler om Kanye-intriger, Solange og ‘4:44’ i ekslusivt Tidal-interview
Jay-Z og Rap Radar-værter Elliot Wilson og Brian 'B.Dot' Miller.

Jay-Z var forleden gæst i hiphop-podcasten Rap Radar, hvor han i et timelangt interview talte om både Kanye West-intriger, 4:44-kontroverser og den famøse elevatorepisode med Solange. Som så meget andet fra Jay-Z’s hånd er interviewet kun tilgængeligt for Tidal-abonnenter, så her får du et kort overblik over de vigtigste pointer.

Kontrovers omkring linje i ‘The Story of O. J.’ om jøder

»You wanna know what’s more important than throwing away money at a strip club? Credit / You ever wonder why Jewish people own all property in the America? This is how they did it«, rapper Jay-Z i nummeret ‘The Story of O. J.’ fra ‘4:44’. Teksten har affødt en del kritik fra lyttere, der mener, at teksten er med til at opretholde forældede jødiske stereotyper.

Jay-Z’s svar på kritikken: »Jeg forstår det på en måde godt. Men jeg har også svært ved at tage det seriøst. Jeg har overdrevet mange sorte stereotyper, og lige sådan var dette en overdrivelse. Hvis man som jøde ikke har et problem med gamle stereotype billeder af sorte og så hidser sig op over den ene linje – det er hyklerisk«.

Kanye-intriger

I interviewet bliver der spurgt ind til, hvorvidt Jay-Z disser Kanye West i nummeret ‘Kill Jay-Z’. Kanye West havde langet ud efter Beyoncé og Jay-Z under et af sine rants ved en koncert sidste år, og det kommenterer Jay-Z kort på i ‘Kill Jay-Z’.

Han afviser dog, at der er tale om et diss og siger: »Det handler ikke engang om Kanye. Det handler om at blive såret over, at den her fyr taler om dig på scenen. Hvad der virkelig sårede mig var, at han trak min kone og mine børn ind i det. Vi er kommet igennem større problemer end det her, men han trak min familie ind i det, og det er et problem. Han ved, at han gik over stregen. Men helt ærligt, du kan ikke fornærme nogen ved at sige, at du blev såret. Det er ikke en fornærmelse«.

På trods af tidligere intriger vedrørende Kanyes tilknytning til Tidal siger Jay-Z er der ikke er dårlige vibes mellem de to.

Solange

Uundgåeligt kommer interviewet også ind på Jay-Z’s forhold til Solange Knowles efter hændelsen i 2014, hvor Jay-Z nærmest blev overfaldet af hende i en elevator. Jay-Z forsikrer dog om, at de to har et rigtig godt forhold til hinanden, og at det var et enestående tilfælde: »Vi har altid haft et godt forhold til hinanden. Vi havde et sammenstød, men før og efter har det været cool. Hun er som min søster. Ikke min svigerinde, men min søster. Punktum«.

Jay-Z aflivede også ideen om, at episoden var skyld i eller gav direkte inspiration til udgivelserne ‘Lemonade’, ‘A Seat at the Table’ og ‘4:44’ ved at sige: »Vi var også dygtige musikere, før vi gik ind i den elevator«. Desuden berører han også rygterne om, at Beyoncés ‘Lemonade’-album handlede om problemer i hendes og Jay-Z’s forhold og forklarer, at albummet næsten havde en terapeutisk effekt på deres forhold.

Hvis du har et Tidal-abonnement, kan du lytte til hele podcasten herunder.

 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af