Migos i Tap1: Ændrede klimaet med gennemsvedig hiphopfest

Migos i Tap1: Ændrede klimaet med gennemsvedig hiphopfest
En tredjedel af Migos: Offset. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Der var varmt. Ekstremt varmt. Selv hvis man stod stille til Migos-koncerten i det nye Tap1, kunne man mærke sveden pible ud af porerne, og hvis man lod sig rive med til at danse til Atlanta-trioens ærlig talt meget dansevenlige tracks, kunne man svært undgå at blive gennemblødt. For slet ikke at tale om mosh pits: Når man så folk komme ud af menneskemasserne, så de ud som om, de var blevet dyppet i væske. Da Migos’ spillede ’Slippery’, og Quavo sang »splash, drip, drip, woo, splash!«, virkede det nærmest som om, han sang om publikum.

Sådan var det faktisk hele vejen igennem. Tap1 dansede, moshede og hoppede til de tre energiske Migos, der aldrig lod energiniveauet falde. De kørte gennem størstedelen af ’Culture’-albummet og fyrede både røg og konfetti af i massevis, mens temperaturen i salen nåede saunaniveauer. På en måde var det en klubkoncert i megaformat, der fandt sted på det nye, industrielle Tap1, der er åbnet på Amager: Man svedte, dansede og kastede hænderne op. Quavo rapper et sted om, at hans diamanter kan ændre klimaet, fordi de er så ’iced out’. I København ændrede Migos snarere klimaet den anden vej. Det var tropisk.

(Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Effekten blev kun forstærket af, at regnen konstant silede ned udenfor. Mange ankom delvist gennemblødte af regn og kunne – smart nok – gå direkte ind til koncerten og blive gennemblødte af sved efterfølgende. Heldigvis virkede det som om, at hele den klimamæssige undtagelsessituation ikke ødelagde humøret nogen steder. Tværtimod. Folk kastede sig glade ud i oplevelsen, og så er Migos på alle måder tre ekstremt energiske rappere. De startede med ’Get Right Witcha’, og derefter holdt gruppen gryden kogende konstant.

Lyden var ikke den bedste, og mange steder i salen var udsynet begrænset, men det slog ikke nogen ud: Alle sangene fra ’Culture’ lød som hits, og også ældre sange som ’Fight Night’ og ’Hannah Montana’ blev taget imod med glædeshyl. Skal man absolut være kritisk, kunne man måske godt have ønsket sig flere sange fra da trioen slog igennem med hits som ’Versace’ og ’Chinatown’. Men det er detaljer.

(Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Generelt var stemningen strålende, og Quavo, Offset og Takeoff var medrivende. Folk kørte også god stil og tog hensyn til hinanden: På et tidspunkt så jeg en mand danse ind i en mosh pit med sin måske tiårige søn på skuldrene. De omkring tyve topløse drenge moshede rundt omkring manden og barnet, mens ’Deadz’ bragede ud fra scenen. Det lignede en selvmordsmission, men far/søn-duoen dukkede uskadt op fra masserne lidt efter. Det var herlig galskab.

Koncerten sluttede da også helt galt: En eller anden må være faldet i søvn med hånden på røgmaskinen, for efter den obligatoriske massefest til ’Bad and Boujee’ fyldtes salen med så meget røg, at størstedelen af publikum flygtede ud af Tap1 med delvist småpaniske ansigtsudtryk. Rapperne havde ellers lige spurgt, om salen var klar på et ekstranummer. Det var røgmaskinebestyreren tydeligvis ikke.

Dermed var Migos forsvundet i røgen, og en af de mest energiske og skøre hiphopkoncerter længe var forbi. Det regnede stadig udenfor, da Tap1 tømtes ud på gaderne. Men pyt – man var jo gennemblødt i forvejen.

Se flere billeder fra koncerten HER.

Læs også: Migos: Derfor gør det ikke noget, hvis du ikke kan høre forskel på de tre Atlanta-rappere

Migos. Koncert. Tap1.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af