Premiere: Se den drømmende video til Vicarages nye single ‘Swim’ feat. Sad Girls Club

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vicarage har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed med singlerne ‘Above This’, ‘Caliente‘ og deres remix af Communions-nummeret ‘Forget It’s a Dream‘, og nu udgiver de deres tredje single ‘Swim’.

‘Swim’ er et tilbagelænet popnummer med et stramt beat, varme synthflader og en svag akustisk guitar i baggrunden, som leder tankerne i retning af et band som Empire of the Sun. På singlen får den dansk/islandske duo selskab af Josefine Hilfling aka Sad Girls Club og hendes luftige vokal, der leverer singlens bitre fortælling om forlist kærlighed: »You said that you would die for me, cry for me, you lied to me«.

Om singlen siger Vicarage selv:
»Swim er et mere afdæmpet poprock-nummer, end vi plejer at lave, og faktisk er instrumentalen en halvgammel sag fra sidste sommer, som fik nyt liv, da vi i vinters sendte den til Josefine/Sad Girls Club. Et par dage senere fik vi en demo tilbage med en tekst og en leadvokal, der i grove træk er blevet til det endelige track. Vi forelskede os i Josefines kølige og let blaserte klang og syntes, at den komplimenterede instrumentalens stemning.«

I videoen, som er skudt af Frederik Folmer, bliver der klippet mellem billeder af frugt, silke, diamanter og en dansende Josefine Hilfling, som blandt andet også hænger ud med en seriøst stor slange. De mange glimtende objekter symboliserer ifølge Vicarage selv forgængelighed.

‘Swim’ bliver tilgængelig på streamingtjenester i morgen, den første september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af