‘Rainbow’: Kesha er blevet moden, men bestemt ikke kedelig

‘Rainbow’: Kesha er blevet moden, men bestemt ikke kedelig
Kesha.
‘Rainbow’: Kesha er blevet moden, men bestemt ikke kedelig - Rainbow
4 6
Kesha
'Rainbow'

Album, Sony

»Don’t let the bastards get you down / don’t let the assholes wear you down / don’t let the mean girls take your crown«.

Det skorter ikke på selvformaninger på Keshas (tidligere Ke$ha) nye album. Ovenstående eksempler er alene fra det folkpoppede åbningsnummer, ‘Bastards’, der med det samme slår en tyk streg under, at Kesha er andet og mere end det vulgære dollartegn, hun tidligere optog i sit kunstnernavn.

Det er ved gud ikke så sært med de mange selvformaninger og strittende pegefingre med tanke på sangerindens mildest talt alternative karriereforløb, ‘kulminerende’ med årelange anklager og retslige efterspil mellem Kesha og hendes tidligere producer og mentor, Dr. Luke, som sangerinden har anklaget for at have manipuleret hende fra en ung alder, og, nok så alvorligt, for at have voldtaget hende i påvirket tilstand. Blandt meget andet snavs.

Det er ikke fordi, det i sig selv er sensationelt, at Kesha med ‘Rainbow’ viser sig at overskride statussen som en letbenet leverandør af autotunet partypop, der blandt andet skaffede hende et gigantisk hit med ‘Tik Tok’ i 2009.

Kesha (født Kesha Rose Sebert) har for eksempel tidligere arbejdet sammen med excentriske rocknavne som Alice Cooper og Flaming Lips, og hendes forkærlighed for den mere hårdtslående og udsyrede rocklyd kommer også til udtryk på ‘Rainbow’ i form af to skæringer med Eagles of Death Metal. Men så sandelig også i en lille håndfuld numre, der flirter hårdt med countrygenren, herunder en Dolly Parton-duet, ‘Old Flames (Can’t Hold a Candle To You)’, som Keshas mor, Pebe Sebert, såmænd skrev til netop Dolly for over 30 år siden. ‘Hunt You Down’ er et ret overbevisende bud på en old-time-country-svingom med et ekko af Johnny Cashs gamle, såkaldte ‘boom-chicka-boom’-lyd.

Annonce

Stilvariationen er med andre ord til at tage at føle på på albummets 14 skæringer. Mest hitegnet er uden tvivl ‘Woman’, en Mark Ronson-agtig sag inklusive en Dap-Kings-blæsersekvens med det umisforståelige omkvæd: »I’m a motherfucking woman! «, der er en selvformaning i lige så høj grad som det er en fuckfinger til alle dem, der prøver at holde kvinder nede (om de så hedder Dr. Luke eller Donald Trump).

‘Learn To Let Go’ er næsten lige så hitegnet, men måske ikke nær så essentiel med sin lidt for formularagtige sangskrivning og lyd. Det er i virkeligheden et af meget få steder på ‘Rainbow’, hvor Kesha lyder som ‘Ke$ha’. Det vil være ikke så lidt ironisk, men omvendt ganske typisk, hvis det viser sig at blive albummets største hit.

Langt væk fra hitland er goofy små bagateller som ‘Godzilla’, hvor sangerindens humor og underfundighed får lov til at skabe yderligere variation (nogen vil måske mene, at det sker på bekostning af en egentlig mindeværdig melodi), men for mange vil albummets absolutte calling card være dets store, smægtende ballade, ‘Praying’, hvor Kesha bider skeer med den type komposition, som Lady Gaga ville elske at gøre til sin egen. Dykker man ned i teksten, vil man finde flere udsagn, det ikke kræver fortolkningsmæssige anstrengelser at forestille sig er rettet mod en vis Dr. Luke: »I’ll bring fire, I’ll bring rain / when I’m finished they won’t even know your name«. Det er mere overraskende, at Kesha faktisk synger Gaga af banen, kulminerende med den kraftfulde, høje tone, hun rammer til ug til sidst.

’Rainbow’ demonstrerer Keshas behov for og mod til at rette skytset mod sin plageånd. Men derudover viser albummet Kesha som en ovenud glimrende sangerinde, der kan lyde både sårbar, ambivalent, drillende, såret, vred, vild og uhøjtidelig, alt efter kontekst. ‘Rainbow’ er en sjov plade at lytte til, fordi man som lytter konstant bliver holdt nysgerrig og på tæerne.

Trods den alvorlige baggrund med hele Dr. Luke-affæren, der både implicit og eksplicit kaster skygger over hele albummet, formår Kesha at skabe en uhøjtidelig og lystbåret popplade, der trods enkelte svipsere og en ret uegal sangskrivningspalet, må karakteriseres som en af årets store positive oplevelser inden for den rene popmusik.

På ’Rainbow’ står Kesha frem som menneske og kunstner frem for som stjerne eller produkt.


Kort sagt:
Kesha viser helt nye sider af sit talent med et enormt varieret og lystbåret album, der pirker til lytterens nysgerrighed og har ganske meget på hjerte. Kesha har ganske sigende droppet dollartegnet fra sit kunstnernavn og springer i stedet ud som en overraskende alsidig og teknisk dygtig sanger, der har en god fornemmelse for, at ambivalens og alsidighed ofte er en mere frugtbar kunstnerisk strategi end det renskurede eller endimensionelle. På ’Rainbow’ står Kesha frem som menneske og kunstner frem for som stjerne eller produkt.