Travis Scott gemmer sig væk for at indspille – to nye projekter på vej

Travis Scott gemmer sig væk for at indspille – to nye projekter på vej
Foto: Dave Kotinsky/Getty Images

Det kræver en vis ro at få færdiggjort et album. Dette har Travis Scott måttet sande, og derfor vil han den næste tid gemme sig væk for at koncentrere sig om sine kommende udgivelser.

Således lød det fra Houston-rapperen i weekenden, da han under en klubkoncert fortalte, at han ville gå i album-hi: »Jeg tror, dette her måske er den sidste klub, jeg optræder på, indtil mit album kommer ud. Jeg skal til at gemme mig væk et par uger, måske måneder«.

Albummet, der nævnes, er Scotts kommende, imødesete ‘Astroworld’, der følger op på sidste års ‘Birds in the Trap Sing McKnight’. Men foruden soloudspillet er Scott også på vej med et samarbejde med Migos-medlemmet Quavo.

»Mit og Quavos album dropper snart. ‘Astroworld’ dropper snart«, lød det fra Scott under koncerten. Så der noget at se frem til, mens rapperen går i arbejdshi.