Det var lige ved og næsten, men Tyler, The Creator missede tidligere på måneden førstepladsen på den amerikanske albumhitliste med en meget smal margin til Lana Del Rey. Den historie er med i Tylers nye nummer ‘Ziploc’, der nok nærmere kan betegnes som halvandet minuts freestyle med indlagt kommentarspor og lidt sjov til sidst. Beatet kender du måske, for Tyler rapper over titelnummeret fra Jay-Z’s ‘4:44’-album.
»My shit leaked two weeks before that release date / first week, did dos, a thousand off, beat Meek / shout out Meek! Two niggas first week top 3!«, lyder det med reference til, at ‘Flower Boy’ var tusind såkaldte ‘units’ efter Del Reys ‘Lust For Life’ i kapløbet om at blive nummer et. Meek Mills ‘Wins & Losses’ var nummer tre på albumlisten i den givne uge.
Tyler, The Creator har netop annonceret en større turné i USA, men der foreligger pt. intet nyt om koncerter i Europa.