Alex Camerons popalbum glimrer med en antihelts swagger

Alex Camerons popalbum glimrer med en antihelts swagger
Alex Cameron.
Foto: Chris Rhodes
Alex Camerons popalbum glimrer med en antihelts swagger - Forced Witness
5 6
Alex Cameron
'Forced Witness'

Album, Secretly Canadian/Playground

Et gæt er, at de fleste nok ikke er helt bekendte med Alex Cameron. Et andet gæt er, at de kommer til at blive det. Når man lægger ører til australierens nye album – som følger op på den oversete debut ’Jumping the Shark’ fra 2013, der blev genudgivet sidste år – synes tegn i sol og måne at stå ret ideelt til en lysende fremtid.

I det tidligere ret sinistre udtryk indtog Cameron spotlyset som en tragisk kabaretsanger, der druknede sig i Suicide-støjens dødvande, men nu er der kommet en del mere lys og selvtillid på drengen. Al Cam – som han ynder at kalde sin persona – er med egne ord intet mindre end »a man on a mission«, og derfor har han skruet gevaldigt op for charmen for at springe ud som popsanger. En gudsbenådet én endda.

Albummet er tydeligt influeret af klassisk pop- og rockmusik som Fleetwood Mac, Tom Petty og Bruce Springsteen spillede det i starten af 80’erne, dengang hvor de jovialt diskofile ekkoer stadig havde et vist tag i rytmesektionen. Cameron undser sig nu ikke en skødesløs omgang med synthesizeren, og på den måde legerer han et tveægget sværd af et optimistisk synthpopalbum, som det bør lyde anno 2017. Der er tale om naive popsange om de store følelser leveret med en antihelts swagger, perfekt til berusede stunder på stuernes dansegulve.

Skamløst skarpe hits som ’Country Figs’ og den actionrockede ’Running Outta Luck’ er som skabt til at slide rå linolie af dit plankegulv. Helt passende jogger den blærede bariton af sted på fire-i-gulvet med melodisk medvind fra salig altsaxofon, Las Vegas-livligt elpiano og guitarer så skarpe som ninjasværd. Det er ekstremt klichépræget og 80’er-filmisk i al sin polerede råhed, men for Cameron er klichéerne ikke lænker, der tynger ham; de er bolde, han jonglerer med.

Annonce

Alex Cameron entertainer, viser sig frem, støder til og skifter tempo som en poledancer om sin stang. Ofte får de inciterende melodier selskab af en falset eller et par kvindelige call and response-korister, der altid synes at ramme tid og sted i den slikkede produktion, hvor et arsenal af claves, congas og ekstreme rototoms konstant holder et intenst rytmisk kogepunkt.

Det skorter ikke på hooks, badutbas og sprængfarlige helte-keyboards, men de store armbevægelser nedtones også – med stort held – på den knugende duet med Angel Olsen ’Stranger’s Kiss’ og den Roy Orbison’ske surf-ballade ’True Lies’, som handler om, hvordan det er at være forelsket i en kvinde på nettet, som man faktisk godt ved er en nigeriansk mand: »I ain’t telling no one about the money I sent«.

’Marlon Brando’ er en infantil, forsmædelig historie om at score en pige fra hendes »fagget« af en fyr, så hun i stedet kan komplimentere Camerons lækre, lyse hår: »Girl, I guess I just want you to be with me / I want you to say that my hair has a Beckham-like quality«. Det er det (rimende!) niveau, vi er på, men selv om det er satirisk, kan det godt være seriøst godt.

Nogle sange ligner noget velkendt postmoderne; noget dybblå synthpop på den perfekt pulserende ’Politics of Love’ og den galant geniale ’Candy May’; noget quirky psychpop på den udflydende ’Studmuffin96’. Det føles alt sammen som en ukompliceret leg for showmanden, som leverer hver sang med henslængt lethed.

’Forced Witness’ vinder overordnet set lytterens gunst med en lydefri og slidstærk sangskrivning, som rådyrker en akavet perfektion bedst legemliggjort af Camerons corny patos. Arrangementerne er ikke overraskende, men de er overraskende gode til at ramme et blødt punkt blandt nostalgi og nutid – som om der vækkes et minde, man ikke har haft. Ikke desto mindre er det minder, man gerne vil have flere af.


Kort sagt:
Alex Cameron springer ud som en gudsbenådet popsanger. Han entertainer uforstilt i et 80’inspireret poprock-univers, der er rigt på inciterende melodier, hooks og ukomplicerede rytmer. ’Forced Witness’ dyrker klichéer med en akavet perfektion og vinder lytterens gunst med en lydefri, slidstærk sangskrivning centreret om Camerons corny patos.