Alvvays’ jangle-pop er mere enerverende end æggende

Alvvays’ jangle-pop er mere enerverende end æggende
Alvvays.
Alvvays’ jangle-pop er mere enerverende end æggende - Antisocialites
3 6
Alvvays
'Antisocialites'

Album, Transgressive/PIAS

Overfladisk vurderet er lighederne mellem Alvvays’ tre år gamle selvbetitlede debut og efterfølgeren ’Antisocialites’ til at tage og føle på. Begge album er lige lange (eller rettere; korte – i underkanten af 33 minutter) og begge indeholder de en forholdsvis simpel, men luftigt indtagende indiepop, der er sig en særlig jangle-guitarpop-tradition – med legendariske forløbere som R.E.M og The Byrds som naturlige pejlemærker – bevidst. Her ringler og snurrer guitarsporene summende energisk som budbringere om sprødt-søde melodier, der knaser vellystigt i øregangen.

Dykker man dybere ned i nyeste konfektion fra Toronto-gruppen, der føres an af sangerinden Molly Rankin, vil man dog opdage, at lyden har undergået en mindre overhaling. Ganske typisk for nutidens indiebands, der generelt ikke føler sig for snobbede til at aspirere efter hverken popmusikkens effekter eller dens appel, er der smurt tykt på med keyboards og synths.

Desværre har Rankins sangskrivning ikke vundet noget ved at skrue op for effekterne. Hendes sangforedrag virker mindre engageret, hendes lyrik mindre optaget af at registrere og sanse virkeligheden (hvor er de virkelig sigende situationer eller skæve iagttagelser?), og en lidt for stor del af melodierne er mere enerverende end egentlig æggende i deres ellers ret så skamløse umiddelbarhed.

Det starter ellers ganske udmærket. ’In Undertow’ og ’Dreams Tonite’ er albummets to melodisk mest vedkommende bidrag. Sidstnævnte er regulært smittende med sin blanding af dånende melankoli og sødmefuld forelskelse i drømmepop-gevandter. Der er et svaj og et sug til stede i melodien og musikken som for ofte andetsteds bliver erstattet med lidt for brede melodilinjer og lidt for ferske produktionsvalg.

Problemet er så bare, at ikke engang ’Dreams Tonite’ når helt tørskoet i land: Selv når Alvvays er snublende tæt på en henrivende melodi oversælger de den desværre ved at gentage omkvædet ad nauseam. Generelt kæmper Rankin og co. med at finde den velproportionerede popsangs gyldne snit: Gruppens omkvæd har det med at punktere snarere end løfte deres sange (se for eksempel også den rockede ’Plimsoll Punks’).

Det er selvsagt problematisk, når et album på lidt over en halv times spilletid gør én distræt, uopmærksom og småirriteret. Hvis man var en af de forholdsvis mange, der forelskede sig i ’Archie, Marry Me’ fra debutalbummet, bør man derfor gå til ’Antisocialites’ med mere moderate forventninger.


Kort sagt:
Toronto-gruppens efterfølger til den selvbetitlede debut (der indeholdt indie-nyklassikeren ’Archie, Marry Me’) indeholder ikke nær samme ratio af mindeværdige sange. Bandet kæmper i anden ombæring med at ramme den velproportionerede popsangs gyldne snit, ikke mindst er det problematisk, at gruppens omkvæd oftere punkterer end løfter dens sange. Et album på 33 minutter bør ikke være en anstrengelse at sidde igennem: Det er ’Antisocialites’ desværre.