Ariel Pink er mere charmerende end irriterende på ’Dedicated to Bobby Jameson’

Ariel Pink er mere charmerende end irriterende på ’Dedicated to Bobby Jameson’
Ariel Pink.
Foto: Eliot Lee Hazel
Ariel Pink er mere charmerende end irriterende på ’Dedicated to Bobby Jameson’ - Dedicated to Bobby Jameson
4 6
Ariel Pink
'Dedicated to Bobby Jameson'

Album, Mexican Summer/Border

Ariel Pink er ikke typen, der har gjort det nemt for sig selv. Ariel Marcus Rosenbergs ofte excentriske sangskrivning bærer præg af en kenders forhold til kultdyrkede – eller ligefrem obskure – musikhistoriske pejlemærker, men også en stilmæssig forvirring og variation, der kan siges at udgøre selve kernen i hans genstridige oeuvre (et ord som Rosenberg formentlig ville finde alt for finkulturelt/snobbet), men som omvendt kan have en fremmedgørende effekt på udenforstående.

På sit nye udspil vender han delvis tilbage til den udprægede lo-fi-æstetik, hvormed han selv blev genstand for kultdyrkelse i 00’erne; en stil, han lagde midlertidigt på hylden med gennembrudsalbummet fra 2010, ’Before Today’, der indeholdt hittet ’Round and Round’. Se, den gode Rosenberg kunne jo have valgt at forsøge at kapitalisere på succesen, men hans efterfølgende indsatser (herunder solopladerne ’Mature Themes’ og ’pom pom’) har ikke just anglet efter at ramme et bredere publikum. Ikke så meget fordi de ikke fortsatte L.A.-musikerens rejse ind i mere hi-fi-orienterede lyduniverser, som fordi, at de fremstod mere genreforvirrede end nogensinde.

Siden udgivelsen af ’pom pom’ i 2014 har Ariel Pink mestendels gjort sig (uheldigt) bemærket ved en række åbenhjertige interviews, hvor han har luftet sit syrlige syn på figurer som Madonna og Grimes, og det på en måde, der er blevet udlagt som emblematiske eksempler på en form for misogyni, der fortsat trives inden for musikindustrien. Pink svarede identitetspolitikkrigerne igen med følgende (blodigt ironiske) svada i The New Yorker senere samme år: »Alle er ofre i dag på nær små, flinke, hvide fyre, der bare godt kan lide at gøre deres mødre stolte og røre ved bryster«. Den lader vi lige stå et øjeblik…

Det kan altså godt være, at Ariel Pink opfører sig som en internettrold – og måske har opbrugt kvoten for dumsmarte bemærkninger (you’ll be the judge) – med men sit nye album gør han det, han er bedst til, nemlig lader sin egen fetich for kultkunstnere udgøre rygraden af sit eget kunstneriske projekt.

Bobby Jameson, kaldet ’The Mayor of Sunset Strip’, var en frembrydende musiker i 60’erne, der pludselig forsvandt fra scenen for så at dukke op i 2007 som forfatter af en blog, hvor han hudflettede sine bitre erfaringer med musikindustrien. En blog, der blev et kultobjekt i egen ret, og altså blandt andet har inspireret Ariel Pink til et kuld nye sange, hvor han kommer meget vidt omkring, men hvor en form for samlende tråd synes at være spejlingen mellem Jamesons erfaringer og livssyn med Rosenbergs egne og eget.

Annonce

Det er der kommet et spruttende bæst af et album ud af, hvor Ariel Pink er lige så ufokuseret som altid, men samtidig kaster op til flere perler af sig. Stilmæssigt lægger han sig tættere opad forbilledet Frank Zappa end tidligere hørt (særligt i det snakkesaligt, gnæggende stemmeleje, han anvender), men der er i så fald tale om slut-60’ernes hippiefjendske Zappa som han havde lydt i en muteret electropop-variant med adgang til 80’ernes arsenal af analoge syntheffekter.

Pink misser skiven ret ofte (omvendt; han forsøger ikke engang at ramme!), men når hans medfødte melodiske sensibilitet og forunderlige evne til at sætte mystiske lyde (manipulerede vokaler, beskidte beats, you name it) sammen går op i en højere enhed, er han et vidunderligt skævt bekendtskab.

’Feels Like Heaven’ er – ja, rigtigt gættet – en sød, tummelumsk (og passende melodisk) hyldest til The Cure, og ’Bubblegum Dreams’ lyder som en glemt Beach Boys-indspilning fra 60’erne, der er blevet overhældt med en brændbar væske og efterladt på en parkeringsplads i den stegende sol. Den chillwave-refererende ’Dreamdate Narcissist’ er musikalsk fokuseret samtidig med, at den er et humoristisk amokløb, og på ’Another Weekend’ viser han flair for at skrive rørende ballader (om en fyr, der reflekterer over den ulykke hans uforbederlige partygen bereder for hans omgivelser).

Et sidste, nævneværdigt højdepunkt er titelsangen, hvis outro leger med elementerne fra The Doors’ berømte orgelsolo i ’Light My Fire’ på en måde, der er så tydelig, at det er voldsomt charmerende snarere end irriterende.

Og sådan er det jo med Ariel Pink. Der er en hårfin balance mellem det irriterende og det charmerende. Heldigvis vinder sidstnævnte en arbejdssejr på ’Dedicated to Bobby Jameson’, der med afstand er hans mest vellykkede album siden ’Before Today’.


Kort sagt:
Med sit nye album gør den kontroversielle og genstridige kultkunstner det, han er bedst til, nemlig lader sin egen fetich for andre kultkunstnere (i dette tilfælde Bobby Jameson) udgøre rygraden af sit eget kunstneriske projekt. Det er der kommet Pinks bedste album ud af siden 2010-gennembruddet ’Before Today’. Pink mikser sin åbenlyse Frank Zappa-forkærlighed med et syrebad af 80’er-effekter og fremtryller en god håndfuld sange, der bestemt hører hjemme i en fremtidig Ariel Pink-kanon.