Beyoncé laver en Bieber og hopper med på nyt remix af J Balvins ‘Mi Gente’

Beyoncé laver en Bieber og hopper med på nyt remix af J Balvins ‘Mi Gente’
Beyoncé til årets Grammy-show.
Foto: Christopher Polk/Getty Images

‘Despacito’-feberen er ligeså stille ved at have lagt sig, men nu får det uundgåelige latinpop-nummer sig måske en værdig efterfølger. For ligesom Justin Bieber-remixet boostede Luis Fonsi og Daddy Yankees ‘Despacito’ til gigantiske højder, så er Beyoncé hoppet med på et nyt remix af J Balvins og Willy Williams ‘Mi Gente’.

Beyoncés motiver for at gå reggaeton-vejen virker dog lidt klarere end Biebers latin-trip. Overskuddet fra det nye ‘Mi Gente’-remix går nemlig ubeskåret til at hjælpe ofre for de nylige jordskælv og orkanen Harvey i Puerto Rico, Mexico og andre påvirkede caribiske øer, oplyser hun på sit website. Hun har ligelede oprettet siden ‘BeyGood Foundation’, hvor der henvises til en række hjælpeorganisationer, man kan støtte.

Beyoncé får luftet sit spanske på colombianske Balvins ‘Mi Gente’, der oprindeligt udkom i juni, og mon ikke det nye remix kan give nummeret lidt ekstra levetid? At man derudover støtter en god sag, mens man rammer floor til Queen B (i det små ganske vist), er ikke helt dumt.

Læs også: Nekrolog: ’Despacito’ var hele verdens forbudte forelskelse