Chance The Rapper bliver sagsøgt for ulovlig brug af et sample på ‘Windows’ fra debut-mixtapet

Chance The Rapper bliver sagsøgt for ulovlig brug af et sample på ‘Windows’ fra debut-mixtapet
Chance The Rapper tidligere på måneden til et velgørenhedsarrangement i Santa Monica, Californien.
Foto: Christopher Polk/Getty Images

Notorisk good guy Chancelor Bennett aka. Chance The Rapper er landet i en uvant penibel situation, da han bliver sagsøgt af den tidligere jazz-komponist og nu advokat Abdul Wali Muhammad, der hævder at Chances track ‘Windows’ fra debut-mixtapet ’10 Day’ bruger en betragtelig del af tracket ‘Bridge Through Time’, som Muhammad skrev i 1979 (den gang hed han Eric P. Saunders) og som han ejer rettighederne til. Det skriver Chicago Tribune.

Lonnie Liston Smith indspillede ‘Bridge Through Time’ i 1980 og den har siden vundet stor popkulturel hævd i blandt andet et remix af Apollo Brown, der fremgår som producer på ‘Windows’. Det kan være her, misforståelsen er opstået. Ikke desto mindre lyder Abdul Wali Muhammads krav på at Chance skal stoppe »kopieringen, distribueringen, fremføringen, salget og tilbuddet om salg« af sangen, der udkom i Chances version i 2012, men først nu er blevet rettighedshaveren bekendt.

Sammenfaldet er tydeligt at høre, selvom der er væsentligt mere ‘GTA Vice City’ over originalen:

Med til sagen hører også at Chance The Rapper selv distribuerede ’10 Day’ og vel at mærke uden betaling. Så selvom mixtapet ved en fejl blev uploadet til iTunes og streamingtjenester i foråret, har han næppe direkte tjent noget på nummeret, hvilket kan komplicere sagen yderligere.

Skarpe ører vil have bemærket, at det er samme riff, der bliver brugt på Phlakes ‘Pregnant’, ligesom 12 andre kunstnere – såsom Jay-Z og Tha Dogg Pound – har lånt fra ‘Bridge Through Time’. Det er dog umiddelbart kun Chance The Rapper, der ikke har haft styr på rettighederne til nummeret og derfor nu skal en tur i retten.

Læs også: Chance the Rapper teaser ny musik på Instagram – sampler r’n’b-hit fra 90’erne