Her er syv helt nye album, du skal høre i dag

Her er syv helt nye album, du skal høre i dag
Injury Reserve.
Hver fredag guider vi til ugens vigtigste udgivelser – denne uge med blandt andet Miley Cyrus, Kamasi Washington og hiphop-trioen Injury Reserve.

1. Miley Cyrus ‘Younger Now’

Miley Cyrus er tilbage og har gennemgået et markant stilskift siden hendes seneste album ‘Miley Cyrus And Her Dead Petz’. Hvor der før var dømt syretrip og dildoer på scenen, har Miley nu skruet væsentligt ned for chok-faktoren og vendt sig mod sine Nashville-rødder og en stil, som minder mere om den country-musik, der startede hendes karriere.

Læs vores anmeldelse af albummet HER.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


2. Kamasi Washington ‘Harmony of Difference’

Kamasi Washington er hele hiphopverdenens go-to-saxofonist, og han har blandt andet spillet med Nas og Snoop Dog, ligesom han var med på Kendrick Lamars ‘To Pimp a Butterfly’. Ikke desto mindre er Kamasi Washington først og fremmest en jazzens mand, og nu er ep’en ‘Harmony of Difference’ landet, som følger efter albummet ‘The Epic’ fra 2015. Ep’ens første udspil ‘Truth‘ udkom i april, og det optræder meget passende som den grandiose afslutning på ‘Harmony of Difference’.

Læs vores anmeldelse af ep’en HER.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


3. Ibeyi ‘Ash’

De fransk-cubanske tvillingesøstre Lisa-Kaindé og Naomi udgav i 2015 deres selvbetitlede debutalbum, og nu er efterfølgeren ‘Ash’ landet. Genremæssigt favner de bredt med deres elektroniske, soulede musik, der henter inspiration i både cubansk, fransk og venezuelansk musik. Førstesinglen ‘Deathless’ med førnævnte Kamasi Washington som gæst kårede vi som et af ugens Top Tracks tidligere på måneden.

Læs vores anmeldelse af albummet HER.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


4. Four Tet ‘New Energy’

Electronica-mesteren Four Tet annoncerede sit nye album ‘New Energy’ for cirka 14 dage siden samtidig med, at han udsendte tracket ‘Scientists’. Nu kan du fortabe dig i hele 14 nye numre fra den eksperimenterende brites elektroniske lydunivers.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


5. Injury Reserve ‘Drive It Like It’s Stolen’

Tilbage i februar udnævnte vi Injury Reserve til et af de kunstnere, du skal holde øje med, og det vil der fortsat være rig mulighed for, nu hvor hiphoptrioens efterfølger til 2016-albummet ‘Floss’ er landet i form af ep’en ‘Drive It Like It’s Stolen’. Du kan forvente crunket spazz-rap fra de tre Arizona-baserede hiphop-underdogs.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


6. Aksglæde ‘Fortrudte fortielser’

Sidste år udsendte Aksglæde sin første ep, og siden da er projektet gået fra band til et soloprojekt for bagmanden Jakob Aksglæde. Nu er første ep efter omvæltningen klar, og man har kunne varme op med singlerne ‘Næste sommer’ og ‘Under pres’, som dyrker Aksglædes folkelige, men også lidt skæve popunivers.

Læs vores anmeldelse af ep’en HER.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


7. Nelson Can ‘EP3’

De tre singler fra Nelson Cans ‘EP3’ har tegnet et ret forskelligartet billede af, hvad bandets tredje ep har at byde på. Den seneste single ‘Break Down Your Walls’, som de optrådte med til P3 Guld, er ret langt fra gruppens normalt lidt smadrede rocklyd, men ikke desto mindre er det et godt poppet nummer, der peger i en ny retning for Nelson Can.

Hør albummet via Spotify HER eller Apple Music HER.


Vil du have mere? Det er en spækket uge i forhold til udgivelser, og hvis du skal holde dig helt opdateret bør du også lytte til:

Jessica Lea Mayfield ‘Sorry Is Gone’
Demi Lovato ‘Tell Me You Love Me’
Torres ‘Three Futures’
Jærv ‘Smuk & ord’
Wolf Alice ‘Visions of Life’
G-Worthy ‘Never Miss’
Smokepurpp ‘Deadstar’