J. Cole i Tap1: Hiphoppens trofaste skødehund var forfriskende old school
I en genre hvor pussy, money, weed er i høj kurs, er der noget forfriskende over J. Cole: En rapper, for hvem ægte kærlighed og hverdagens små lysglimt er helt essentielle. En rapper, som ynder at gå i kødet på de helt store problematikker ved antydningens kraft.
Dog er ‘forfriskende’ alligevel et af de sidste ord, der normalt bruges om Cole. Hans tilgang til hiphop har – trods en mærkbar såvel musikalsk som lyrisk modning over de senere år – ikke ændret sig så markant. Han er loyal over for sine mentorer og følger i sine idolers kreative fodspor.
Jeg er nok næppe den eneste, der gennem tiden har ønsket sig, at Cole ville bryde lidt med sin klassiske easy going, easy listening musikrammer af good guy-lyrik og carpe diem-opsange. Men ønsket er ærligt talt en skam. Man kan nemlig slippe af sted med det meste, når man blot tror nok på det. Og det er lige netop dét, J. Cole gør: Han tror på de klassiske hiphopdyder, og han tror sine egne prædikener i en sådan grad, at det er direkte medrivende.
Det nye Tap1 på Amager var tæt på kogepunktet, da Cole til tonerne af ‘For Whom the Bell Tolls’ ringede ind. Cole brød ud af et fængsel på scenen, bag hvilket et veloplagt liveband leverede de jazzede undertoner til perfektion, iklædt orange fængselsdragt og et klagende blik i øjnene. Indlevende og fandenivoldsk overbevisende.
Blandt de mange ‘4 Your Eyez Only’-tracks kræsede Cole naturligvis for sit mere end almindeligt trofaste publikum med højdepunkter som ‘Lights Please’ fra ‘The Warm Up’ og ‘Nobody’s Perfect’ fra ‘The Side Line Story’. Med det slæbende beat fra ‘Neighbors’ spiddede Cole hverdagsracismen i sit hjemland og lod den smooth basgang danne bagtæppe for yderligere anekdoter – og sågar videoer af en ‘Call of Duty’-lignende razzia fra North Carolina-rapperens egne overvågningskameraer.
Man kunne snildt have sluppet afsted med et opkogt hypeman-show en fredag aften på københavnsk grund, men det er ganske enkelt ikke Coles stil. Han knalder ikke bare en dame – han kysser hende opmærksomt og folder hendes vasketøj sammen dagen derpå. Mindst lige så trofast er han over for sit publikum: Niveauet var skyhøjt fra start til slut. Coles timing var helt eminent, hans flow var upåklageligt, og han slækkede ikke på så meget som én eneste linje. Hans indlevelse var en oplevelse i særklasse.
Til slut nåede Cole et klart højdepunkt med ‘2014 Forest Hills Drive’-numrene ‘Wet Dreamz’, ‘A Tale of 2 Citiez’ og ‘G.O.M.D.’. Det ene øjeblik fik han granvoksne mænd til at råbe helhjertet med på sin mødoms-hymne, det næste smed han det geniale Branford Marsalis-sample på bålet og startede en steppebrand, hvor hans skarpe produktioner og ditto flow stod i lys lue.
Cole bliver aldrig nogen dawg, og det skal vi heller ikke ønske os. Han er nemlig hiphoppens trofaste, harmløse og ekstremt dygtige skødehund, og hvis man først går med på dén præmis (og smider et gran salt efter hans lommefilosofier), skuffer han aldrig.
Læs anmeldelse: J. Cole ‘4 Your Eyez Only’