James Murphy 15 år efter ‘Losing My Edge’: »Vi var aldrig tynde og unge«

James Murphy 15 år efter ‘Losing My Edge’: »Vi var aldrig tynde og unge«
James Murphy.
Før den sidste af tre udsolgte koncerter på Store Vega tog vi en backstage-snak med hjernen bag LCD Soundsystem: Om at blive ældre, ironien som virkemiddel, bandets opløsning og genopståen, og hvordan branchen har ændret sig.

James Murphy har netop overstået tre udsolgte og roste koncerter på Store Vega med sit stadig utroligt velspillende band LCD Soundsystem oven på udgivelsen af endnu et kritikerrost album, ’American Dream’. Alle tvivlerne, der fnyste, da James Murphy genoplivede newyorker-kliken, må have svært ved at affeje, at interessen for Murhpys dansable og kantede discopunk stadig er i live og måske endda tiltagende.

Frontmanden, produceren og pladeselskabsmanden, der måske mere end nogen anden er krediteret med at definere New Yorks musikscene i 00’erne var ret atypisk 32 år, da han brød igennem med ’Losing My Edge’.

Singlen indeholder fortsat nogle af de mest karakteriserende træk for LCD Soundsystem: Den bidende ironi, metabetragtningen af musikverdenen, alderen som tema. Hertil den over syv minutter lange og klimaksopbyggende sangstruktur, der med en balstyrisk mængde af hooks og et insisterende beat afslørede Murphys fortid som dj og lyst til at feste.

På det nye album synes festen og den ironiske distance dog skruet væsentligt ned, mens alderen som tema stadig ligger og spøger.

Han er kendt som en mand, der er så selvbevidst om sit virke, at han ikke kan sætte en vandflaske på et bord uden at tænke på, hvordan folk opfatter det. Udefra virkede det netop derfor som noget af en kamel for ham at skulle sluge, da han annoncerede bandets genopstanden til forargelse og henrykkelse fra fans, der havde været til stede til afslutningskoncerten i Madison Square Garden. En koncert, der nærmest havde opnået kanonstatus, før den var overstået.

Lørdag aften før den sidste af de tre udsolgte koncerter fik jeg en snak med Murphy backstage på Store Vega. Om det at blive ældre, om ironien som virkemiddel, hvordan han ser tilbage på bandets opløsning og genopstanden, og hvad der er sket med musikbranchen, mens LCD var orlov.

Hvorfor valgte du at spille tre mindre koncerter på Store Vega fremfor én stor koncert et større sted?
»Generelt kan vi bedre lide at spille på små steder. De er sjovere. Når man skal spille uden for festivaler for første gang i Europa i lang tid, er det rart at møde folk et behageligt sted. Det minder lidt om at skulle møde sine svigerforældre for første gang. Du har ikke lyst til at møde dem hjemme hos dem selv, du har ikke lyst til møde dem til en stor fest. Måske en lille restaurant, hvor der er afslappet, men nok andre mennesker til, at du er en lille smule distraheret.

Derudover er jeg venner med en fyr, der var booker for Lille Vega i lang tid, min kone plejede at feste her som ung, og min barnepige plejede at arbejde her. Da det blev tid til a spille i København, var der tænkt på et større sted, og de sagde alle sammen til mig: ’Nej! Spil i Store Vega’. Så vi besluttede os for, at det gav mere mening.

James Murphy i Store Vega. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Du følte, at du var ’losing your edge’ i 2002. 15 år senere høster du stadig favorable anmeldelser og spiller udsolgte koncerter, men du synger om ikke at være farlig som kunstner?
»Der var engang, hvor jeg følte, vi var skræmmende som band. Jeg kan huske, at vi spillede med bands, der var større end os, og de tænkte: ’Jeg forstår ikke helt, hvad det er, de gør’. Det er en underlig følelse, som jeg genkender nu. Jeg kan selv genkende at spille i vores band og gøre vores ting og så se farlige yngre bands og tænke: ’Hvad de gør lige nu, ville jeg aldrig have tænkt på at gøre. Mangler vi noget? Misser vi pointen?’.

Vi var dét band i en periode. Det er er vi ikke længere. Vi er et større band. Vi er mere etablerede, og det er en anderledes position. Ikke nødvendigvis dårligere, bare anderledes. Meget få mennesker lykkedes med at være farlige og etablerede. Nick Cave er måske den eneste person, der formår at være farlig og etableret samtidig«.

Der er en tematisk tråd igennem hele din karriere om at blive ældre. Er du mere eller mindre komfortabel med at ældes i dag, end da du startede LCD?
»Jeg synes, det var virkelig sjovt at være 32 i begyndelsen. Jeg kan huske, at jeg mødtes med min britiske presseagent, som stadig er min gode ven i dag. Vi var i gang med at lave pressemeddelelser til singlerne, og han sagde: ’Lad os bare sige, at du er 26’. Og jeg sagde: ’Det kan du godt skrive, men det kommer til at blive så akavet, når jeg møder folk, og jeg er 32’.

Det er ret vildt nu. Jeg er 47, så jeg er jo faktisk 50. Det er en stor ændring fra 30 til 50. Er jeg komfortabel med det? Ingen har lyst til at dø. Ingen har lyst til, at deres krop skal virke dårligere. Heldigvis var jeg i forfærdelig form, da jeg startede. Så jeg har den fordel. Da vi vendte tilbage, plejede jeg at joke med alle de her bands, der starter, når de er 19. 19-årige ser altid godt ud, fordi de er unge. De ser stærke og friske ud. Så laver de deres comeback og ser klumpede ud og er i gang med at tabe deres hår. De ser lidt triste ud, og der noget pinligt over at se dem stå og rocke. Vi så aldrig sådan ud. Vi var aldrig tynde og unge. Der er ingen billeder af vores band, der ser ungt ud«.

På det nye album virker teksterne til at være mørkere og mindre selvironiske. Ser du det også selv sådan?
»Alt på den nye plade – det lyriske såvel som det lydlige – er ikke noget fuldstændig nyt for LCD. Find et hvilket som helst mørkt moment på den her plade, og jeg kan gå tilbage og finde noget ligeså mørkt eller mørkere på de tidligere album. Men der er ingen pause denne gang, og der er mindre ironisk distance. Der er stadig momenter, men jeg synes, det er anderledes. Jeg læste nogle anmeldelser, der fangede, at der ikke er nogle sange som ’North American Scum’, ingen som ’Daft Punk Is Playing At My House’ og ingen ’Drunk Girls’. Den type sange plejede at skabe en pause fra den mørke tyngde og lysne det hele lidt. Den her gang havde jeg ikke lyst til at lysne det hele. Jeg tænkte, at jeg bare ville efterlade et meget længere stræk af tunge sange, som de nu engang er. Det føltes bare passende«.

Annonce

Hvad ledte dig i den retning?
»Det er sjovt. Jeg var gladere, da jeg lavede denne plade. Jeg er et bedre sted i mit liv. Det er ligesom, når du møder en person, der er usikker. Så kan personen føles meget arrogant. Når du møder en, der er rolig og selvsikker, så kan personen føles ydmyg. Så i et stadie af at være glad, følte jeg måske ikke, at jeg skulle holde mig selv tilbage. Jeg følte ikke, jeg skulle modvirke de mørkere ting. Jeg følte, at jeg var okay. Jeg havde ikke behov for at være pågående eller flabet.

Det er bare et forsøg på en analyse. Jeg ved ikke, hvorfor det blev på den måde. Da jeg afsluttede pladen, havde jeg bare ikke lyst til at ændre den. Den sidste sang (’Blackscreen’, red.) var den første, der blev færdiggjort, og jeg vidste, den skulle være den sidste på albummet. Den næste indspilning var ’Oh Baby’, som jeg vidste skulle være den første sang. Når jeg vidste, de skulle være starten og slutningen på pladen, var det tydeligt, at det ikke ville blive til sådan en rigtig festplade. Det betød, at det skulle give mening, når der blev fyldt materiale ind imellem«.

Føler du dig mere nøgen som sangskriver uden selvironien?
»Nej, det gør jeg ikke. Jeg synes, folk tænker forkert på ironi. Både på den måde, de bruger den, men også måden, de beskriver den på. For mig har ironi et dårligt ry. Billig ironi er anderledes end rigtig ironi. Da jeg udgav ’Losing My Edge’ som det første, var jeg allerede så nøgen, som jeg kunne være. Den er ironisk og har en sjov irritation, men den er også ret tydeligt nøgen, afsløret og trist, selv om det er pakket ind i ironien. Så jeg føler ikke, at ironien gør mig mindre afsløret.

Der var bare ikke ligeså mange søde ting på denne plade. En masse mennesker, som var vigtige for mig, er døde. Det fylder mere på denne plade, og jeg synes, det var svært at være ironisk omkring. Dét ville føles som billig ironi. Jeg er ikke villig til at være offentlig ironisk omkring sådan nogle ting«.

Har du følt dig mere presset med udgivelsen af ’American Dream’ set i lyset af comebacket?
»Ja, men jeg er ligeglad. Pres påvirker mig ikke, det er bare noget, jeg føler. Jeg har aldrig ændret et album i mit liv på grund af pres, men jeg følte det helt sikkert. Presset var godt for mig.

Forstå mig ret. Jeg følte mig ikke presset til at lave et album, folk godt kunne lide. Det føltes som om, at knivene allerede var fremme. Det her var en chance for alle de folk, der ikke kunne lide os. Vi var svære at angribe i lang tid. Jeg tænkte, at det her ville være de folks chance for at hævde sig selv ved at skære os op. Jeg var aldrig nogensinde interesseret i at lave et album, de ville kunne lide. Det havde jeg allerede opgivet. Det var ude af min kontrol. Jeg skulle bare lave en plade, som jeg virkelig troede på. Og det var dét pres, jeg følte. Hvis du ikke kan lide den, kan du ikke lide mig. Fint. Så har vi ikke mere at snakke om«.

Du har i både din musik og interviews været skarp til at beskrive, i hvilken retning musikverden har ændret sig igennem din karriere. I hvilken retning føler du, den har ændret sig, siden du udgav ’This Is Happening’?
»Den er blevet mere moden, og det mener jeg som en fornærmelse. Kunstnere bliver mere som forretningsfolk. Men på en måde forstår jeg heller aldrig helt, hvordan den ændrer sig. Vi har altid levet lidt uden for branchen. Vi har haft meget autonomi. Jeg har lavet en plade uden at snakke med nogen. Så udgiver nogen den efterfølgende.

Der er flere festivaler nu. Der er flere mennesker, der prøver at stjæle dine penge. Der er flere mennesker, der prøver at tjene penge. Folk streamer mere nu. Der var ikke ligeså meget streaming dengang. Det er en sjov størrelse. Du har høre næsten hvad som helst i verden lige nu. Gå online og du kan høre næsten hvad som helst, og alligevel skaber vi større og større centraliserede stjerner. Større Beyoncé’er, større Ed Sheeran’er. Større, større, større. Du kan høre hvad som helst, og alligevel vælger folk at lytte til færre og færre ting. Det er virkelig mærkeligt, og jeg forstår det ikke«.

LCD Soundsystem i Store Vega. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

I dokumentaren ’Shut Up And Play The Hits’ forudser du, at opløsningen af bandet formentlig vil være din største fejltagelse. Var din forudsigelse rigtig?
»Det vil tiden vise. Der er masser af muligheder for at lave dårlige album. Jeg er måske på scenen om 15 år med en bunke 25-årige og siger ’HEY IT’S LCD SOUNDSYSTEM’ for at tjene penge. Men for mit eget vedkommende var opløsningen det bedste, jeg kunne havde gjort. Jeg ved ikke om alle i bandet har det på den måde, men jeg havde brug for at skabe mig et liv, der gav mening. Misforstå mig ikke, jeg havde et godt liv i bandet. Dejlige mennesker, der elsker hinanden. Et crew, der elsker hinanden. Vi er en familie.

Men jeg havde brug for ikke at føle, at det var mit job at lave musik. Jeg tjente ikke flere penge på at lave musik, end jeg brugte, før jeg var 35. Så i 35 år havde jeg et job, jeg tjente penge og brugte dem på musik. I det her vindue fra 35-40 blev det til mit job, og det var hårdt. Det var ikke dårligt, jeg brokker mig ikke. Det var fantastisk, men også forvirrende. Det var mit job at tjene penge til mig selv og til andre mennesker, og det synes jeg var hårdt.

At komme væk fra det, at blive hjemme og skabe et liv, at få et barn, at opbygge et forhold og at være fordybet i normale ting såsom at starte en restaurant betød, at mit job pludselig var at lydisolere loftet, fikse vasken eller at vælge en ovn til restauranten. Det var virkelig sundt for mig«.

Det er interessant at stille spørgsmålet igen så. Hvad er den største fejltagelse, du har begået siden du startede LCD?
»Det var nok ikke at anerkende, at det var muligt, at vi ville vende tilbage. Jeg tror, det var en fejl. Jeg var så sikker på mig selv. Det var lidt, som når man er fuld og tager en beslutning og en uge senere ikke er så sikker. Jeg var hele tiden fuldstændig tilfreds med beslutningen. Jeg fortrød i momenter, men jeg fortrød det aldrig fuldstændig. Og vi lavede ikke et comeback, fordi jeg savnede det. Jeg savnede det, jeg savnede mennesker og jeg savnede ting ved det, men det er ikke derfor, vi kom tilbage. Vi kom tilbage, fordi jeg lavede musik. Så jeg fortrød det aldrig, men i retrospekt ville jeg ønske, at vi havde sagt, at vi spillede vores sidste koncert i noget tid, ville holde en pause og ikke vidste, hvornår vi ville komme tilbage. Men jeg var så sikker ligesom den måde, en fuld person er sikker på hvad som helst«.

I 2011 var du bange for, at LCD Soundsystem voksede sig for stort. Er du stadig bange for, at det kan ske nu?
»Mindre bange. Jeg tror, det er mindre sandsynligt i forhold til, hvad der bliver stort nu. Jeg tror, vi er safe. Jeg tror ikke, vi bliver store, for jeg ved, hvad det kræver. Det kræver noget ret anderledes. Du skal virkelig spille et spil. Du skal lade andre mennesker gøre ting for dig. Få nogle andre til at styre dine sociale medier. En masse mennesker spørger mig: ’Hvad har du tænkt dig at gøre for connecte med folk? Få nogle andre til at gøre det, ellers skal du gøre det hele tiden’.

For at blive stor skal du have en masse passive fans, folk som ikke elsker dig, men som kan lide dig. De ved ikke noget om dig, og de er ligeglade. De kender tre sange og kan virkelig godt lide de tre sange og streamer dem konstant.

Jeg tror ikke, vi er egnede til det spil. Vi er akavede, og det, vi laver, er en lille smule ukomfortabelt. Jeg tror ikke, vi ville egne os til at forstærke de passive menneskers selvforståelse. Vi prøver ikke at fortælle folk, at det er en skøn aften. Vi siger nærmere, at den er lidt skuffende. Du bliver nødt til at investere dig selv i det og være villig til at risikere noget og så føle noget tilbage igen. Det er mere dét, vi er egnede til. Der er bare en grænse for, hvor stor den slags musik kan blive i dag, så jeg tror ikke, jeg behøver være bekymret længere«.

Læs anmeldelse: LCD Soundsystem i Store Vega

Læs anmeldelse: LCD Soundsystem ‘American Dream’