Kesi nomineret til P3 Guld Prisen: »Hvis jeg ikke vinder, så lad være med at filme på mig«

Kesi nomineret til P3 Guld Prisen: »Hvis jeg ikke vinder, så lad være med at filme på mig«

I sidste uge afslørede P3 Guld de tre nominerede til Talentprisen i form af Soleima, Hugo Helmig og Noah Carter. I denne uge bliver de nominerede til P3 Gulds hovedpris (P3 Prisen) annonceret, og det første navn på plakaten er Kesi.

Rapperen er altså en af de tre udvalgte, der skal kæmpe om prisen og de medfølgende 100.00 kr., når P3 Guld-showet afholdes den 22. september i DR Koncerthuset med Petra Nagel og Andrew Moyo som værter. Hans ‘modstandere’ bliver afsløret i løbet af ugen.

Nomineringen er blevet annonceret via nedenstående video, hvor P3-værterne Tony Scott, Tue Blædel og Sara Bro overrasker Kesi hos hans pladeselskab midt i en omgang chili con carne.

»Det er faktisk første gang, jeg nogensinde er blevet overrasket. Tak«, siger Kesi: »Hvis jeg ikke vinder, så lad være med at filme på mig. Der kommer 100 procent en reaktion«.

Sidste år vandt Karl William P3 Prisen. Udover P3 Talentet og P3 Prisen uddeles der også P3 Lytterhittet, som bestemmes af P3’s lyttere.

Læs også: Kesi hylder livet på den nye single ‘Følelsen’