LCD Soundsystems comeback er alt andet end et kynisk cash grab

LCD Soundsystems comeback er alt andet end et kynisk cash grab
James Murphy.
LCD Soundsystems comeback er alt andet end et kynisk cash grab - American Dream
5 6
LCD Soundsystem
'American Dream'

Album, Sony

Alder har altid været et tema for James Murphy, den altdominerende kreative hjerne bag LCD Soundsystem. Selve gennembrudssangen, discopunk-klassikeren ’Losing My Edge’ fra 2002 – som Murphy skrev, da han var først i 30’erne – handler om at føle sig gammel og utjekket i forhold til en ny, spirende generation af ligesindede, der pludselig ankommer til festen med anderledes referencer, en federe tøjstil og en misundelsesværdig energi.

Det har i den forstand været en af Murphys humoristisk selvbevidste kæpheste at besynge sin egen smuldrende vitalitet og det ynkelige i at efterstræbe succes som musiker på den anden side af ungdommens endeløse nætter og selvsikre higen efter eksperimenter og nye indsigter.

Bag denne facade eller attitude gemmer sig naturligvis en mand, der ret hurtigt fandt ud af, at han havde noget at byde på – også på den anden side af de 30, 35 og 40. Hans karriere med LCD Soundsystem var stort set et triumftog fra ende til anden (det sluttede – foreløbigt – med et brag af en farvelkoncert i Madison Square Garden i 2011). Af samme grund fik Murphys meta-kommenterende lyrikunivers med tiden en for mig lige lovligt selvbevidst eftersmag, der godt kunne identificeres med det distanceblændende. Det er jo nemt nok at være selvironisk, når man lykkes med alting.

Men altså: Murphys aldersfiksering er ikke just aftaget med, nå ja, alderen. Han er 47 nu, og på LCD Soundsystems med spænding/ængstelse imødesete/frygtede comebackalbum, er der små lyrikfragmenter spredt ud over de ni sange med løs hånd, der afslører, at Murphy på ingen måde har sagt farvel til sine (selvkonstruerede og naturlige) dæmoner. Han ser dem stift i øjnene.

Han er fortsat en mester til at rable put down-linjer af rang af sig, som på tredjesinglen ’Tonite’ (der måske af samme grund er Father John Mistys nye favoritsang?): »These bullying children of the fabulous/ raffling off-limited edition shoes«.

Det er som regel the up-and-coming han sender sine giftpile efter, og dermed ligger generationskløften som en slet skjult baggrund for galden. I samme sang synger han om sig selv og sin egen rolle i forhold til den unge generation af wannabes: »I’m a reminder, the hobbled veteran of the disc-shop inquisition«.

Annonce

Hvis man vil have noget ud af Murphys tekster, kræver det en vis grad af indforståethed. Hvis man kender de (sub)kulturelle koder, er han til gengæld et konsekvent morsomt bekendtskab (selv om bitterhed og selvfedme kan være en mindre charmerende cocktail!).

Men ovennævnte linjer giver et forkert billede af, hvad for et slags album, ’American Dream’ er. Det er en for Murphy usædvanligt ærlig, introspektiv og åbent registrerende sangcyklus, der tager brydetag med dødelighed, fortrydelse, tristesse og erfaringen af at miste – ikke mindst tabet af Murphys mentor, ven og faderskikkelse, David Bowie, som han hylder med manér på det 12 minutter lange slutnummer ’Black Screen’ (’Black Screen’ – ’Blackstar’, get it?), der toner ud med næsten fem minutters simrende, ambiente klavertoner. En smuk, meget sørgmodig elegi over en kreativ ener – det var, ifølge Murphy, Bowie, der overbeviste Murphy om, at han skulle gendanne LCD med bemærkningen om, at ’hvis det ikke gør dig ilde til mode at gendanne bandet, så skal du lade være’.

På ’American Dream’ synger Murphy linjerne »In the morning everything’s clearer/ when the sunlight exposes your age«. En ømt-humoristisk sidebemærkning, der siger en del om Murphys sensibilitet som lyriker, men jo derudover er et sandhedsudsagn, som Murphys generationsfæller (den myteomspundne Generation X) sikkert kan spejle sig i. På ’Change Yr Mind’ lyder det sådan her: »I’m not dangerous now the way I used to be/ I’m just too old for it now«. På den postpunk-febrilske ’Emotional Haircut’ (eksemplarisk Murphy’sk sangtitel, i øvrigt) rammer følgende linjer som det mest tyste granatnedslag: »You got numbers on your phone of the dead that you can’t delete/ and you got life-affirming moments in your past that you can’t repeat«.

Musikalsk er ’American Dream’ en underlig fisk. Mange lyttere vil måske sidde med en skuffende fornemmelse indeni, de første tre-fire gange de lytter til albummet. Hvor er de hitegnede bangers? Hvor er de punkede energiudladninger, der suger al kraft i rummet til sig? Det er i den forbindelse sigende (ja, nærmest demonstrativt), at albummet indledes med den eftertænksomme, nærmest godnatsang-egnede ’Oh Baby’. Dét i sig selv er et statement.

Langsomt, men sikkert, vil enhver der investerer tid i ’American Dream’ og åbner sig for dens enormt veleksekverede produktioner opdage, at fascinationskraften ligger på lur andre steder – og ofte der, hvor man mindst venter det. Det er ikke, fordi bandet lyder nævneværdigt anderledes (’Other Voices’ lyder som en 1:1-kopi af Talking Heads anno ’Remain in Light’, ’Change Yr Mind’ lyder som slut-70’er-Bowie med sin karakteristiske Robert Fripp-skærende guitarlyd etc.), men alligevel er det undergået en stille, umærkelig forvandling.

Lyrikken spiller naturligvis en rolle i den henseende, men måske har det lige så meget at gøre med den måde, sangene udfolder sig på: Deres opbygning og indre arkitektur. Murphy er en fantastisk intuitiv producer af sit eget materiale: Er man i tvivl, så prøv at lyt til albummets midtvejskulmination, det ni minutter lange ’How Do You Sleep?’ (hvis man skal låne en sangtitel, hvorfor så ikke låne fra en af de bedste? Så, hej, John Lennon!): Det kan godt være melodien i sig selv ikke er indbydende nok til at få dig ud på dansegulvet, men produktionen og opbygningen vil give dig lyst til at vende tilbage til sangen igen og igen. Det er ikke en sang, der åbner et bredt udfoldet græstæppe foran sig, men snarere en indgang til et landskab, hvor skygger og lys konstant kæmper om overtaget og hele tiden får det til at ændre karakter foran ens øjne.

Med ’American Dream’ slår Murphy fast, at den omdiskuterede gendannelse af et band, han lagde i graven for bare seks år siden (fem år, hvis man har sidste sæsons festival-comeback in mente) ikke smager det mindste af kynisme. ’American Dream’ er så langt fra et cash grab, som det næsten tænkes kan. Det er et pirkende nysgerrigt, ærligt redegørende og helt igennem velproduceret og –arrangeret album, der på trods af sin mangel på bangers fuldt ud lever op til bandets øvrige (og behørigt fejrede) diskografi.


Kort sagt:
’American Dream’ er så langt fra et cash grab, som det næsten tænkes kan. Det er et pirkende nysgerrigt, ærligt redegørende og helt igennem velproduceret og -arrangeret album, der på trods af sin mangel på bangers fuldt ud lever op til bandets øvrige (og behørigt fejrede) diskografi.