Liima annoncerer nyt album, ‘1982’ – hør det synthtunge titelnummer

Liima annoncerer nyt album, ‘1982’ – hør det synthtunge titelnummer

Liima, der består af finske Tatu Rönkkö og alle tre medlemmer af Efterklang, udgiver deres andet album ‘1982’ den 3. november – lidt over halvandet år efter udgivelsen af debutalbummet ‘ii’. I forbindelse med annonceringen har bandet også udgivet albummets titelnummer og en tilhørende musikvideo.

For bandet har årstallet 1982 er særlig betydning, der har influeret hele det nye album. Forsanger Casper Clausen fortæller i en pressemeddelelse: »Som band tror jeg vores kollektive hukommelse og bevidsthed er formet af, at vi alle er født i starten af 80’erne. Det er en tid og et sted, jeg bliver ved med at vende tilbage til, prøver at forstå og drage en form for mening ud af. Det er en tid, som har en enormt personlig betydning for mig og så på samme tid betyder så uendeligt lidt, da den er langt væk i rum og tid«. Året 1982 er desuden Casper Clausens fødselsår.

Titelnummeret er en tung, synthfyldt sang med et harmonisk uforløst univers, der gør, at nummeret bliver en stor opadgående spændingskurve. Videoen er animeret af Baby Duka og viser en dyspotisk verden, der leder tankerne hen på ‘Black Mirror’-serien.

Grizzly Bear-bassisten Chris Taylor har produceret det kommende album, og til efteråret tager Liima sågar med på Grizzly Bears europaturné.