Macklemores kvalme sovs af pop, patos og positivitet flyder over på ’Gemini’

Macklemores kvalme sovs af pop, patos og positivitet flyder over på ’Gemini’
Macklemores kvalme sovs af pop, patos og positivitet flyder over på ’Gemini’ - Gemini
3 6
Macklemore
'Gemini'

Album, Warner

Jeg har lidt på fornemmelsen, at Macklemore desperat gerne vil elskes af omverdenen – koste hvad det vil.

Det kommer blandt andet til udtryk i den porcelænsfine måde, Seattle-rapperen gebærder sig på. I 2014 så man det i form af hans krukkede Instagram-’undskyldning’ til Kendrick Lamar i kølvandet på den omstridte Grammy-misere, hvor Macklemore og Ryan Lewis’ langt underlegne ’The Heist’ slog nyklassikeren ’good kid, m.A.A.d. city’ i kapløbet om årets rap-album.

I 2017 ser man det så i form af Macklemores nyeste musikvideo til singlen ’Glorious’, hvor han atter træder op på den helt store, sentimentale klinge. Denne gang ved at svinge en tur forbi sin bedstemor på hendes 100-års fødselsdag – naturligvis med hele kameraholdet – for at minde seniorfødselaren om, hvor meget han påskønner hende. Tanken er ganske nobel. Men end ikke 90’ernes Werther’s Original-reklamer kildrer ørlerefleksen på samme niveau som Macklemores hellige sukkersødme.

Overordnet kan det samme udledes om ’Gemini’, Benjamin Hammond Haggertys første soloalbum i 12 år, der samtidig er rapperens første værk siden den venskabelige skilsmisse fra producerhåndlangeren Ryan Lewis. Det nyfundne soloridt nærede ellers et varsomt håb om, at Macklemore kunne skære et mere sobert og knap så mainstream-leflende snit fri for kalorieløse gimmicks af ubodelig ’Thrift Shop’-kaliber.

Annonce

Håbet slås dog desværre ud af hovedet fra første takt med introen ’Ain’t Gonna Die Tonight’, der tvangsfodrer alt fra overgjort gæstevokal og letfordøjelig feel good-piano til obligatoriske håndklap og blæsere i kæften på en. Forkærligheden for tandløs og teatralsk poprap ville formentlig være tilforladelig nok, hvis ikke det var for den kendsgerning, at hovedpersonen vælter sig i de samme fortærskede klicheer gang på gang.

Når det eksempelvis ikke er replikken »I wanna be a feminist, but I’m still watching porno / I wanna eat healthy, but I’ma eat this DiGiorno’s«, der på ‘Intentions’ stjæler pokalen for mest tåkrummende udsagn, er det lommefilosofiske spørgsmål som »If you don’t love yourself, what’s the respect for?«, der på outroen ’Excavate’ skaber rynker i panden. Den rockede ’Firebreather’ er ikke en tøddel bedre: »Got a Guns N’ Roses t-shirt and never listened to the band / just being honest, I just thought that shit looked cool«. Javel…

’Gemini’ bugner af ærlighed og peptalks – og hurra for det – men albummets sovs af patos og kvalm positivitet virker mere udkogt for hver servering. Den flyder over på ’Good Old Days’ med Kesha, på ’Church’ med Xperience, på ’Over It’ med Donna Missal, alle mere eller mindre corny popbidder, der er gabende generiske.

Det gør det ikke bedre, at stærkere skæringer som ’Marmalade’ med Lil Yachty og ’Zara’ dårligt nok kan tilskrives Seatle-rapperens egen konceptudvikling. Førstnævntes beat efterdigter utvivlsomt D.R.A.M.’s vimsende spejderdrengsunivers, mens Macklemore på begge tracks lyder påfaldende meget som en blegnæbet Chance the Rapper kun overgået af gæsten Dave B, der på ’Corner Store’ formår at efterabe Chance til noget nær perfektion over svajende trompeter, bouncy synth og hele technicolor-blåtrykket.

Til alt held er ’Gemini’ dog ikke et komplet håbløst værk. ’Willy Wonka’ med Offset er et fortrinligt trap-udspil, hvor Macklemores lyriske stormløb for en gangs skyld virkelig viser tænder. Og så gør både funkfirspringet ’Levitate’ og den Boi-1da-lydende ’Ten Million’ overvejende fin figur.

De få lyspunkter ændrer dog ikke på, at ’Gemini’ hovedsagelig er en kraftesløs og kitschet affære med lårtyk patos og sølvtunget good guy-rap, der svælger i egen positivitetsjuice. Og den er så selvsmagende, at den nærmest er ligegyldig.


Kort sagt:
Håbet om, at Macklemore kunne skære et mere sobert og knap så mainstream-leflende snit uden Ryan Lewis’ indblanding punkteres desværre på ’Gemini’. Seattle-rapperens første soloudspil i 12 år vælter sig stadig i overmættet patos, teatralsk pop-rap og selvsmagende positivitet, der selv i dens bedste momenter tyr lige lovlig meget til andre rapperes greb.