Mere end black metal: Myrkur har fostret et album rigt på dynamik, drama og tyngde

Mere end black metal: Myrkur har fostret et album rigt på dynamik, drama og tyngde
Mere end black metal: Myrkur har fostret et album rigt på dynamik, drama og tyngde - Mareridt
4 6
Myrkur
'Mareridt'

Album, Relapse

Det skortede ikke på hype og omtale, da Amalie Bruun i 2014 smed sine indiepop-gevandter og med en selvbetitlet ep og året efter debutalbummet ‘M’ trådte i scene som black metallens nye sorte dronning Myrkur. Den megen mediemedvind blev modsvaret af en shitstorm fra mestendels mandlige metalheads, som i deres forstokkede genrepuritanisme (og kønsforskrækkelse) så sig sure på den unge danske kvinde.

Selv om de aggressive tilbagemeldinger bevirkede, at Bruun deaktiverede Messenger på sin Facebook-profil, lod hun sig heldigvis ikke knægte, og ‘Mareridt’ understreger, at Myrkur ikke blot var en fiks pladeselskabsidé fra Relapse Records.

Bruun har undfanget sit andet album i samarbejde med Randall Dunn, som ligeledes har ageret fødselshjælper på Sort Sols comebackalbum ‘Stor langsom stjerne’ og bistået doom metal-pionererne Sunn O))). Hans kyndige bearbejdning af Bruuns fortsatte fusion af metaldyder og nordens folkevisetradition har resulteret i et mere nuanceret samspil mellem udtryk og virkemidler; modsat forgængeren, der var lagt i hænderne på Ulvers Kristoffer Rygg, og som derfor var lige vel indpodet af den norske black metal-historik.

Myrkurs musikalske spektrum er med andre ord ekspanderet i denne ombæring, hvor der er støbt nye byggesten til et i forvejen solidt fundament. Den frådende og insisterende black metal er flere steder nedprioriteret til fordel for et mere melodiforankret og atmosfærisk udtryk, hvilket klæder helhedsindtrykket. Det tjener til Bruuns fordel, når hun lægger sin klare røst i nuancerige folder frem for aggressive skrig uden at give køb på hverken drama, dynamik eller velvalgt instrumentering.

Derfor er det nærmest paradoksalt, men ikke desto mindre interessant, at albummets svage stunder netop er de steder, der mest rendyrket kultiverer black metal-virkemidlerne. ‘Måneblót’ med dobbeltstortromme og growlende skrig og ‘Elleskudt’s bulderbragende ridt henover stepperne overtrumfes af den klaver- og strygerbårne ‘Crown’ samt ‘The Serpent’s stemningsfuldt dynamiske tyngde.

Bruun nærer fortsat en tydelig veneration for folkeviser og den nordiske musiktradition, som på ‘Mareridt’ granskes mere konsekvent end tidligere. ‘De Tre Piker’ ulmer under et akkompagnement af shamanistiske trommer og nyckelharpa (et traditionelt svensk strygeinstrument med tangenter), og intermezzoet ‘Kætteren’ vugger afsted med jødeharpe og fiol. Det kammer dog over i det ufrivilligt komiske, når hun på titelnummeret anvender såkaldt ’kulning’, der i århundreder er brugt af skandinaviske bønder til at hidkalde kvæg og geder (!).

På den prætentiøse spoken word-seance ‘Børnehjem’ forkynder en ildevarslende Gollum-lydende stemme: »I will never forget what you did to me. Never«. Det er nærliggende at tolke ordene, der klinger albummet af, som en slet skjult hilsen til den negative kritik.

’Haters gonna hate’ siger man typisk til folk, der udtrykker animositet mod det, man præsenterer. Det virker nemlig som om Myrkur har rystet de negative angreb af med et skuldertræk. På ‘Mareridt’ mejsler hun sit navn fast i de skandinaviske musiktraditioner, hun talentfuldt har udvundet sin musikalske identitet af – samtidig med, at udtrykket er klædeligt nuanceret.


Kort sagt:
Amalie Bruun har ikke ladet sig knægte af den negative kritik, hun blev mødt med, da hun trådte i scene som Myrkur. Den frådende black metal er nedprioriteret til fordel for et mere melodiforankret og atmosfærisk udtryk, hvor også den nordiske visetradition får større plads uden at give køb på tyngde, dynamik og drama.