På fredag udgiver Miley Cyrus albummet ‘Younger Now’, og stilskiftet fra ‘Bangerz’ og ‘Dead Petz’ til det country-image, som det kommende album dyrker i stor stil, er noget, der muligvis vil få folk til at stille spørgsmåltegn ved, hvad det egentlig er, Miley Cyrus kan og vil med sin musik.
Det er absolut ikke første gang, hun har været igennem et stilskift, og det mest markante var nok, da hun droppede sit countryimage fuldstændig og introducerede en provokerende og seksuelt udfarende tone på ‘Bangerz’-albummet i 2013. Men nu har de foreløbige fire singler fra det kommende ‘Younger Now’-album signaleret, at Miley endnu en gang er gået ind i en ny musikalsk fase. Stilen er et miks af pop, rock og country, der på mange måder minder om den musik, hun oprindelig blev kendt for.
Jeg selv er født i 1994, og jeg er altså knap to år yngre end Miley Cyrus. For mig var hun et teenageforbillede, og hendes mange stilskift trak mig også igennem en række mindre identifikationskriser. For hvordan reagerer man, når ens barndomsheltinde pludselig går i latex og begynder at ryge weed? Hun er absolut ikke den første popstjerne, der har været igennem en ‘bad’-upgrade, men imens Miley gennemgik sine første skift, var jeg i fuld gang med at vokse op, og jeg spejlede mig ihærdigt i hende på sidelinjen.
Her slår jeg ned på seks perioder i Mileys karriere og forsøger at give et indblik, i hvordan hendes personaer har set ud gennem mine millennial-øjne. De er listet i kronologisk rækkefølge, og så har jeg bedømt dem ud fra et relatability-parameter, der skal vise, hvor relaterbar Miley var for mig i den givne periode.
Purity ring-Miley (2007-2008)
Hannah Montana levede sine kronede dage, og Miley Cyrus udgav i 2008 albummet ‘Breakout’, der var hendes første uden direkte forbindelse til den fiktive teen-stjerne. På albummet finder man blandt andet hittet ‘7 Things’, der eftersigende skulle være en had/kærlighedssang til den yngste Jonas Brother, Nick, der på det tidspunkt også var en Disney Channel-darling i filmen ‘Camp Rock’.
Sangen er et lidt råt, poprocket nummer, der fint matchede Mileys slidte Converse-sko, afbidte negle og halvrebelske look. Jeg var på ingen måde en rebel, men jeg var dybt optaget af at finde en måde, hvor man på subtil vis kunne afvige lidt fra normen. Løsningen var netop forvaskede Converse-sko og diskrete, lyserøde dødningehoveder i garderoben. Hun var det perfekte stilikon.
Som partisanertørklæde-bærende, lidt usikker og identitetsforvirret teenager, var Mileys semirockede, men stadig pigede og purity ring-bærende persona den absolut mest relaterbare person i det daværende poplandskab (på dette tidspunkt snakker vi Katy Perrys ‘I Kissed a Girl’ og Britneys ‘Womanizer’ som eksempler på alternativer). At hun begyndte at synge om frustrerende teenageforelskelser øgede kun min håbefulde interesse for præcis det samme.
Relatability: 10/10
‘Party in the USA’-Miley (2009)
Hov. Her skete der noget. Outfittet blev væsentlig mere sassy, og bevægelserne også nogle lidt andre, end hvad man så i ‘7 Things’.
I 2009 var jeg 14, og jeg kan tydeligt huske min egen undren, da Viktor fra min klasse sagde, at Miley var ‘sygt lækker’ i videoen til ‘Party In the USA’. Det føltes mærkeligt, at min forestillede BFF pludselig var blevet genstand for begær. Spændende var det bestemt også, men jeg skulle lige vænne mig til den nye populære og lækre Miley.
Relatability: 8/10
Sexede Miley (2010-2012)
I 2010 lavede Miley det stunt, som mange før og efter hende har lavet. Hun blev bad. ‘Can’t Be Tamed’-albummet repræsenterer en for mange ukendt periode i popstjernens karriere, og der er heller ikke voldsomt mange mindeværdige sange at tage med derfra (særligt det mystiske eurodance-nummer ‘Who Holds My Heart’ var et lavpunkt).
Men titelnummeret, der havde en piskesvingende og latexklædt Miley i videoen, markerede for alvor, at hendes fortid som sød countrysanger var overstået. I samme periode medvirkede hun også i den vist nok lidt tvivlsomme amerikanske genindspilning af den franske ungdomsfilm ‘LOL’.
Det markante genreskift var en fin anledning for mig til at lægge Miley-fascinationen på hylden, kort før jeg startede i gymnasiet, fik rødt hår og næsepiercing og følte, at det måske ikke længere kunne forsvares at lytte til pigen bag Hannah Montana.
Relatability: 3/10
Twerk-Miley (2013-2014)
Miley Cyrus introducerede allerede sit nye look noget tid forinden, men da hun optrådte med ‘We Can’t Stop’ og twerkede op af Robin Thicke under ‘Blurred Lines’ til MTV Video Music Awards i 2013, eksploderede internettet. De vilde outfits, den karakteristiske tunge ud af munden, ‘Wrecking Ball-videoen’ og hendes åbenlyse tekster om euforiserende stoffer vakte i den grad opsigt, og ikke rigtig på en god måde.
At Miley var gået ‘bad’ var der sådan set ikke noget nyt i på det tidspunkt – man så det jo på ‘Can’t Be Tamed’ (om end mere ekstremt nu). Men at hun pludselig forsøgte at mime noget, der mindede om hiphop, virkede helt absurd. ‘Bangerz’ var et udpræget popalbum, men det var lavet i samarbejde med prominente hiphop-producere og rappere, hvilket smittede af på lyden. Med hendes nye twerk-fetisch, grills og bling i ‘We Can’t Stop’-videoen og de sporadiske, akavede rap-forsøg på ‘Bangerz’ bevægede Miley sig ind i en genre, hun som hvid Nashville-pige ikke rigtig havde ballast til at være en del af. Albummets åbningsnummer ‘Adore You’ kan man dog ikke sætte en finger på.
Jeg blev student heromkring, var på dette tidspunkt meget overbevist om, at autenticitet og kunstnerisk integritet var det vigtigste i verden, og for mig virkede stilskiftet på ‘Bangerz’ som et tegn på, at Miley ganske enkelt solgte ud. ‘We Can’t Stop’ kom altså ikke på playlisten til studenterkørslen.
Relatability: 0/10
Happy Hippie-Miley (2015-2016)
Miley slog sig midt i årtiet sammen med Wayne Coyne og The Flaming Lips og lavede albummet ‘Miley Cyrus and Her Dead Petz’. Der blev skruet ned for den hiphop-inspirerede pop, men til gengæld blev der skruet gevaldigt op for crazy-faktoren i Mileys musik og ikke mindst i hendes outfits, der indebar alt fra ble til strap-on dildo. ‘Miley Cyrus and Her Dead Petz’ var et uendelig langt album, hvor Miley sked hul i popkonventioner og serverede en række meget mystiske, usammenhængende numre, hvoraf en god håndfuld var dedikeret til hendes afdøde kæledyr – blandt andet ‘Pablow the Blowfish’.
I 2015 var jeg godt i gang med at studere Musikvidenskab og havde lært, at feminismen nok kunne en del mere, end hvad jeg tidligere gav den kredit for. Mileys Happy Hippie-organisation, som hun lancerede til sine Happy Happie Backyard Sessions, kæmper for LGBT-rettigheder og var et comeback i hendes relatability for mig. Selv om albummet med The Flaming Lips ikke appellerede til min smag, var der nogle ting i hendes person, som begyndte at virke mere appellerende end tidligere. Og så er nummeret ‘Lighter’ fra det ellers ret mærkelige ‘Dead Petz’ virkelig et mesterværk.
Relatability: 6/10
Good Old Miley (2017-?)
Hun er tilbage. Country-Miley er tilbage. Ikke nok med, at hun har langt hår igen og synger poprocket country, så har hun også fået sin gamle kæreste Liam Hemsworth tilbage. Alt er ved det gamle. Eller hvad?
Hendes optræden ved året VMA’s viste, at der er en humor, modenhed og noget velreflekteret i hendes nuværende musik, som hun nok ikke var kommet til uden at have været igennem ‘Bangerz’- og ‘Dead Petz’-perioderne først.
Miley Cyrus’ output fra 2013-2015 fortjener derfor ikke at blive set som en kunstnerisk deroute, for set i bakspejlet er der virkelig nogle kvaliteter i det, som uden tvivl kommer til at gøre hendes nuværende country-musik mere interessant. Selv om hun måske stadig ikke helt har forstået problematikkerne omkring ‘Bangerz’, har hun i hvert fald forstået, at det ikke er hendes spor. Den humor og nysgerrighed, hun besad på ‘Dead Petz’, er til gengæld noget, hun har kunnet tage med sig på ‘Younger Now’.
I dag er jeg ikke længere af den opfattelse, at Miley solgte ud eller var utro mod sig selv, da hun lavede ‘Bangerz’. Jeg synes stadig, det var en langt ude beslutning af hende at tro, at man ‘bare’ kan trække på hiphopkultur på den måde, hun gjorde. Men ideen om, at der er én Miley, der er mere ægte end en anden, er man nok nødt til at kassere. Hun er en popstjerne, en figur, og hendes musikalske personaer er alle konstruerede i en eller anden grad.
Men når hun og lignende popstjerner (eksempelvis Taylor Swift) laver de famøse stilskift, er det nok uundgåeligt at blive mødt af sure miner fra nogen. Sammen med deres fans sætter de nogle rammer og spilleregler op for, hvem de er, og når rammerne pludselig bliver revet ned uden varsel, sidder man tilbage med en følelse af, at en aftale er blevet brudt.
Selv om man kan tabe nogen på et stilskift, er der dog altid nogle nye, der bider på, og jeg er overbevist om, at Miley har været relatérbar for andre i de perioder, hvor hun har været uden for min rækkevidde.
Relatability: 7/10