Miley Cyrus forklarer enhjørninge-dildo, nyt album og Hannah Montana’er i musikindustrien

Miley Cyrus forklarer enhjørninge-dildo, nyt album og Hannah Montana’er i musikindustrien
Miley Cyrus.

Der er mange hændelser i Miley Cyrus’ karriere, som har efterladt folk måbende og ikke mindst undrende. Hendes spektakulære sceneshows, vilde outfits og utallige stilskift kommer dog under lup i et nyt interview med NME, hvor hun forklarer sine tanker bag de mange opsigtsvækkende episoder. Mileys nye album ‘Younger Now‘ er udkommet i dag, og hvis hendes nye country-image undrer dig, så kan du måske få opklaret nogle af dine spørgsmål herunder.

Her får du et overblik over de vigtigste ting, Miley kommer omkring i interviewet.

1. Enhjørninge-dildo-outfittet skulle normalisere flydende kønsidentitet

Nogle af Mileys mest aparte outfits var nok dem, der inkluderede en enorm strap-on-dildo (i interviewet omtalt som »the unicorn dildo«), plastikbryster og af og til også en enhjørningehale (tjek det for eksempel HER). Miley forklarer i interviewet, da hun bliver spurgt om det skulle ses som en provokation, at dildoen både var for sjov, men samtidig havde til formål at normalisere folk med flydende kønsidentiteter: »Jeg havde den på for at normalisere kvinder med peniser, for der findes kvinder med peniser, og det er en del af min Happy Hippie-organisation af normalisere det. Det handler om, at man skal kunne sætte sin seksualitet fri og ikke være tvunget til at gemme sig fra den. Så det var egentlig mere politisk end det var provokerende«.

2. »Jeg kan være mange forskellige ting hver dag«

Country, pop, EDM, rap, rock – Miley har været godt rundt i forskellige musikgenrer, og det lyder også som om, at hun er nået frem til den erkendelse, at hun ikke kan puttes i en bestemt kasse. Da intervieweren spørger, om det nye album reflekterer, hvem hun er i dag, svarer Miley, at hun har fået et mere åbent sind omkring, hvem hun er: »Nu kan jeg sige ‘OK, jeg kan være mange forskellige ting hver dag’. Jeg behøver ikke føle mig så låst i, hvem jeg er, for så opstiller jeg de kasser og grænser omkring mig selv, som jeg egentlig siger til andre, at man ikke skal give efter for«.

3. ‘Rainbowland’ er en politisk sang

Rent musikalsk er ‘Rainbowland’ med Dolly Parton uden tvivl det mest country-lallede udspil på ‘Younger Now’. Miley fortæller dog, at regnbuetemaet har en dybere mening: »Det handler om forskellige racer, køn og religioner, og hvis vi alle sammen sagde ‘Hey, vi er forskellige – det er awesome. Lad os ikke forsøge at være ens, lad os forblive forskellige og finde sammen alligevel’. En regnbue er ikke en regnbue uden alle sine forskellige farver«.

Annonce

4. Billy Ray Cyrus er Ed Sheerans største fanboy

Måske ikke den allermest tungtvejende pointe fra interviewet, men det er meget sødt. ‘Achy Breaky Heart’-sangeren Billy Ray (Mileys far) har åbenbart en forkærlighed for Ed Sheeran, og ifølge Miley bliver han gang på gang imponeret over den rødhårede, irske sangers talent.

5. Der er Hannah Montana’er i musikindustrien

Selv om Miley har understreget, at hun kan opføre sig på mange forskellige måder og stadig være sig selv, så er det også vigtigt for hende at understrege, at hendes output til fans er ægte.

Intervieweren gør hende opmærksom på, at et universitet faktisk udbyder kurset ‘The Sociology of Miley Cyrus’ (meget lig det famøse Beyoncé-kursus på Københavns Universitet), og spørger hvilket råd, hun ville give de studerende. Her svarer Miley, lidt kringlet ganske vist, at berømmelse, musik og identitet for hende ikke kan adskilles.

For hende kan man som musiker ikke leve et Hannah Montana-liv: »Der er Hannah Montana’er i den her fucking industri. Folk er fans af nogen, der foregiver at være noget andet, end de er. Den person jeg er indeni er også den person, jeg projekterer ud til mine fans«.

Læs hele interviewet HER og vores anmeldelse af ‘Younger Now’ HER. 

Læs også: Mig og Miley: Popstjernens image-udvikling set gennem en millennials øjne – fra purity ring til strap-on