Miley Cyrus giver fingeren til provokationslysten på countrybegejstret voksenalbum
Miley Cyrus er blevet voksen. Det er på én gang overraskende og en selvfølge, at den polariserende kamæleon af en popstjerne på sit sjette studiealbum springer ud som en modent konsensussøgende, guitarspillende countrysangerinde. Cyrus har siden den nuttede ‘Hannah Montana’-æra gjort overraskende stilskift til sin metier med den twerkende, tungerækkende ‘Bangerz’-persona og det udsyrede, hjemmeproducerede Wayne Coyne-samarbejde som de seneste og mest eklatante eskapader.
Med ‘Dead Petz’-albummet fik popstjernen tilsyneladende sat (midlertidigt?) punktum for sit kunstneriske frigørelsesprojekt. Det vil i hvert fald kunne forklare, hvorfor hun på den aktuelle efterfølger giver provokationslysten fingeren og i stedet for at skue mod nye ekstremer vender blikket mod det musikalske ophav i countryhøjborgen Nashville, hvor far Billy Ray og resten af Cyrus-familien har opflasket Miley på venstresnoede værdier om peace, love and harmony. »What goes up, must come down«, som Cyrus synger på albummets titelnummer.
‘Younger Now’ har (som sådan) ingen anden agenda end at ville sprede positive energier og opfordre til medmenneskelighed og tolerance i en humanistisk trængt Trump-tid. Det har resulteret i Miley Cyrus’ ultimativt mest modne og helstøbte album til dato, og når man har slugt sin skepsis over for de naive budskaber og det småkonservative musikalske udgangspunkt, er der ganske meget at komme efter på stjernens voksenalbum.
I langt højere grad end tidligere lader Miley nemlig en musikhistorisk bevidsthed og begavelse skinne igennem på sine sange. Elvis’ vrikkende hofter finder takten på den sløvt swingende ‘Week Without You’, Mazzy Star spøger på den tilbagelænede sjæler ‘Miss You So Much’, og Dolly Parton herself (albummets eneste co-writer) gæster hippieutopien ‘Rainbowland’.
Sangene løftes desuden til vejrs af Miley Cyrus’ alsidige vokal. Hun har alle dage demonstreret et sæt særdeles gode lunger, men inden for de nye sanges retroinspirerede rammer formår hun at folde flere nuancer ud end tidligere hørt – fra de langstrakte fraseringer i frihedsråbet på titelnummeret til den forelskedes søvngængeragtige melankoli på ‘Miss You So Much’ og en decideret smuk sårbarhed på ‘I Would Die For You’.
Skønt Miley Cyrus med ‘Younger Now’ tager et stort skridt ind i voksenlivet – musikalsk såvel som personligt – finder albummet i ligeså høj grad sin drivkraft i barndommens uskyld.
Titlen siger det selv. Man fornemmer, at Miley har haft brug for at nulstille det vulgært rundtossede popstjernecirkus, hun placerede sig selv midt i med ‘Bangerz’, og at hun har erkendt, at det kan være både selvudviklende og frisættende at turde arbejde med det, der har formet én. I dette tilfælde de kommercielt vinklede countrydyder, farmand tappede på sutteflasken.
For det kan høres, at Miley Cyrus føler sig hjemme i dette solbeskinnede, småstøvede hjørne af det musikalske landkort. Kun på afslutteren ‘Inspired’ forfalder stjernen til lidt for sødladent balladeterritorium.
Om ‘Younger Now’ markerer startskuddet for en fuldblodsdedikation til countrygenren fra Mileys side er tvivlsomt, men albummet forsikrer om, at hun har rigeligt med talent til at kunne fastholde voksne lyttere uden at skulle slikke dem i øret imens.
Kort sagt:
‘Younger Now’ har (som sådan) ingen anden agenda end at ville sprede positive energier og opfordre til medmenneskelighed og tolerance i en humanistisk trængt Trump-tid. Det har resulteret i Miley Cyrus’ ultimativt mest modne og helstøbte album til dato, og når man har slugt sin skepsis over for de naive budskaber og det småkonservative musikalske udgangspunkt, er der ganske meget at komme efter på stjernens voksenalbum.