Ny Marvelous Mosell-single: Falset og saxofonsolo på ‘Parfumen hænger fast’

Ny Marvelous Mosell-single: Falset og saxofonsolo på ‘Parfumen hænger fast’

Så er der nyt fra Marvelous Mosell, og den nye single ‘Parfumen hænger fast’ er en 80’er-inspireret sag med forførende saxofoner og pirrende wah-guitar, mens Mosell rapper om en pige med øjne som safirer, der lugter godt og tilmed kan lave pasta med Beauvais-ketchup til ham. Hun er uheldigvis ikke lige til at få fat på, og Mosell er efterladt med duften af hendes parfume.

‘Parfumen hænger fast’ er en kavalkade af kække og charmerende rim om blandt andet rundbold, Fanta, hestehaler og elkogere. En af de virkelig geniale linjer, som bliver siddende, er omkvædets »Du er en midnatsforestilling i min indre biograf«.

Desuden får Marvelous Mosell luftet nogle ret så solide ad-libs i falset hen mod nummerets slutning.

Du kan opleve Marvelous Mosell live i november, hvor han blandt andet spiller på Voxhall, Pumpehuset og Gimle.

Læs også: Marvelous er tilbage: Hør ‘Mosells fede ferie rap’