School of X debuterer som synthpop-romantiker med pastelfarvede drømmesyn

School of X debuterer som synthpop-romantiker med pastelfarvede drømmesyn
Rasmus Littauer.
Foto: Dennis Morton.
School of X debuterer som synthpop-romantiker med pastelfarvede drømmesyn - Faded. Dream.
4 6
School of X
'Faded. Dream.'

Ep, ArtPeople

Rasmus Littauer er en herre med mange talenter. Hans evner bag et trommesæt har store dele af kloden bevidnet, når han har rejst den tynd som fast mand bag tønderne i Møs liveband. Rollen som lejesvend i et succesfuldt foretagende stiller dog ingenlunde den unge musikers kreative sult, og under aliaset School of X får han nu afløb for sine egne ideer og musikalske visioner.

»I wanna be alone with you one more time before goodbye / now we are far from being lovers«, synger han i ‘Pool of Love’, der åbner tyst med delay-guitar og forløses med en smægtende synthesizersolo.

Littauer folder drømmenes faner ud som en søgende synthpop-romantiker badet i nattens neonskær, og på små 20 minutter demonstrerer han sin tæft for at kreere melodier, der både er rytmisk forankrerede, stemningsmættede og melankolske. Det er særligt i sidstnævnte, at talentet blomstrer selvfølgeligt og mest åbenlyst.

Momentvist fortaber han sig i et generisk lydlandskab, hvor virkemidlerne bliver lige vel magelige og ikke efterlader synderligt indtryk. Til trods for ‘Get Higher’s percussivt accentuerede progression overskygger netop produktionen selve melodien. Samme problematik ligger ‘Words’ under for.

Når periskopet derimod stilles skarpt på og udmønter sig i mere melankolske sange, åbenbarer formatet sig i et klarere skær. Det dunkle lydbillede i ‘Forever’ med komplementerende synthklange, der væves ind og ud af hinanden, sejler stemningsmættet afsted på et steady beat, ligesom ‘Las Vegas’ danner billeder af en strandsolnedgang i en pastelfarvet 80’er-drøm. En association, der fuldendes af en kælen saxofonsolo som det soleklare akkompagnement. Det er spor som disse, Littauer med fordel bør forfølge og raffinere.

Fem sange fordelt på ep-formatet bør helst være rene musikalske pletskud, og selv om det ikke helt lykkes for Littauer at ramme dette ‘all killer, no filler’-kriterium, viser han afgjort lovende takter og sætter School of X i scene som et navn, man skal have øjnene på fremadrettet. Her vil et mere stringent fokus klæde udtrykket, der på ‘Faded. Dream.’ både søger nattens klimaks og dvæler ved dens sjælfyldte stunder.


Kort sagt:
Rasmus Littauer solodebuterer med lovende ep, der både søger festens klimaks og nattens sjælfyldte stunder. Talentet er tydeligt, og School of X er bestemt værd at lægge ører til, men i næste ombæring vil det klæde med et mere stringent fokus på de melankolske melodier, som står stærkest.

Læs interview med School of X: »Da vi havde pause fra Mø i vinter, fandt jeg ud af, at nu skulle det være«