Svensk festival uden mænd bliver en realitet – Statement Festival er godt på vej

Svensk festival uden mænd bliver en realitet – Statement Festival er godt på vej
Publikum til Young M.A på Roskilde Festival, 2017
Foto: Oliver Klitgård Larsen/Soundvenue

I sommer meddelte den store svenske festival Bråvalla, at de ville aflyse næste års festival på grund af de mange anmeldelser af voldtægter og seksuelle overgreb. I kølvandet på episoden luftede komiker Emma Knyckare idéen om at skabe en festival, hvor mænd ville blive nægtet adgang. Nu er den blevet en realitet, og festivalen kommer til at få premiere til sommer næste år under navnet Statement Festival.

»Hvem er det, som voldtager? Det er mænd. Hvad hvis man laver en festival, hvor de ikke må komme? Det var det, jeg tænkte. Jeg synes, det er sygt, at halvdelen af befolkningen skal gå og føle sig utrygge. Så allerede næste år kommer der et alternativ. En rockfestival, hvor kvinder kan føle sig helt trygge«, fortalte Emma Knyckare til det svenske nyhedsmedie DN i juli.

Hendes initiativ vakte stor opsigt og blev mødt med både positiv opbakning og kraftig modstand. Ikke desto mindre er Falkenberg Kommune i Sverige nu gået med til at lave festivalen i samarbejde med Emma Knyckare, og det bliver en festival, hvor kvinder, transpersoner, og non-binære er velkomne. Det vides endnu ikke præcis, hvor og hvornår festivalen kommer til at finde sted, men der er allerede startet et crowdfunding-projekt med et mål om at indsamle en halv million svenske kroner inden for 30 dage, skriver svenske SVT.

Festivalen er helt bestemt et statement, og initiativet er i den forbindelse blevet mødt med en god del skepsis om, hvorvidt festivalen, der skal forhindre diskrimination, selv bliver et diskriminerende projekt. Emma Knyckare forklarer dog til SVT, at det ikke er første gang, at et separatistisk arrangement finder sted, og at det er vigtigt at skabe et frirum for kvinder, transpersoner og non-binære uden had og vold.