10’ernes Kurt & Courtney leverer behageligt fællesalbum uden 90’er-udgavens dramatik

10’ernes Kurt & Courtney leverer behageligt fællesalbum uden 90’er-udgavens dramatik
10’ernes Kurt & Courtney leverer behageligt fællesalbum uden 90’er-udgavens dramatik - Lotta Sea Lice
4 6
Courtney Barnett + Kurt Vile
'Lotta Sea Lice'

Album, Matador/Playground

Selv før nyheden om samarbejdet mellem amerikanske Kurt Vile og australske Courtney Barnett blev almindeligt kendt, ville der næppe have lydt vilde protester, hvis man kunne finde på at omtale Courtney Barnett som ’den kvindelige Kurt Vile’, eller – lidt mindre sandsynligt af kronologiske grunde – Kurt Vile som ’den mandlige Courtney Barnett’.

Begge er markante guitarister, begge leverer de henkastede, men begavede tekster med en dreven, lettere snøvlet stemmeføring, og begge indrammer deres stenede fortællinger fra hverdagens overdrev i slacker rock-gevandter. Nå ja, og ingen af dem synes at gå voldsomt meget op i udseendet, men i disse normcore-tider kan den slags jo snyde.

Man kan selvfølgelig overdrive sammenligningspunkterne mellem de to. Barnett er en mere observerende og vittig lyriker end Vile, der så til gengæld måske er en anelse mere markant som guitarist og med en evne til at bygge stemninger op i sine sange, hvorfor de da også ofte bevæger sig forbi seks-syv-minuttersmærket. Barnett er bedst i det lidt mere grungerock-kompakte format.

Når det er sagt, så er der ikke de store overraskelser at hente på ’Lotta Sea Lice’, der passer de to sangskriveres temperamenter som fod i hose.

Annonce

Vile tager umiddelbart førertrøjen rent kompositionsmæssigt: Det er ham, der har fremtryllet samlingens to diskret charmerende højdepunkter, åbningsnummeret ’Over Everything’ og ’Continental Breakfast’. På begge sange skiftes de to til at synge linjer, og deres guitarer duellerer på samme vis – på en blød, henkastet, og ikke-forceret måde snarere end med det attak, der indimellem kendetegner Barnett solo. Også i den forstand synes Vile at have iført sig den musikalske førertrøje på ’Lotta Sea Lice’ (titlen må være en indforstået joke?).

’Continental Breakfast’ kan høres som en stille, behagelig fejring af de tos interkontinentale venskab, en forening på tværs af geografisk afstand, hvor kærligheden til musikken og det simple liv er sat i centrum. Det er måske ikke hamrende originalt, men det er indtagende og charmerende håndværk med en melodi i verset, som man ikke bliver træt af med det første.

Herudover består albummet af fire coverversioner. De to fortolker blandt andet mindre kendte sange fra hinandens bagkatalog, hvilket Vile får en mere bluesy ’Outta the Woodwork’ og Barnett en mere nøgen, lettere skinger, ’Peeping Tom’ ud af, men selv om coverversioner kan være en interessant åbning til at forstå sangskrivere, sidder man som lytter også med en fornemmelse af, at når fire ud af ni sange er netop coversange, ja, så har makkerparret være mere optaget af at fylde et albumlængdeformat ud end egentlig at skabe et sammenhængende, originalt værk. En ep havde måske i virkeligheden været en mere optimal løsning?

Når man er i så behageligt selskab som Kurt & Courtney, der ulig deres berømmede/berygtede navnesøster og -bror (Cobain & Love) ikke har hang til excesser eller dramatik, skal man ikke høre klager herfra. Det selvfølgelige makkerpar fremstår på ’Lotta Sea Lice’ tro mod sig selv, og det er de, når de ikke hæver stemmen.


Kort sagt:
Kurt Vile og Courtney Barnett er på mangfoldige måder et oplagt musikalsk makkerpar, og de finder da også ind til en ubesværet kemi på deres første, meget behagelige fællesalbum. At albummet består af fire coverversioner ud af ni sange i alt er måske udtryk for en lige lovlig løs og uhøjtidelig tilgang til projektet. Vile bærer det tungeste sangskriverlæs (det er ham der bidrager med de to stærkeste enkeltstående kompositioner). Man savner omvendt lidt af den kant, energi og vittige indfald, der præger Barnett som solist.