21 Savage har lavet mumble rap-generationens første stærke politiske statement

21 Savage har lavet mumble rap-generationens første stærke politiske statement
21 Savage.
Foto: Noam Galai/Getty Images
Med sin nye musikvideo til ’Nothin New’ står Atlanta-rapperen bag et uventet stærkt politisk statement – det første fra den række af unge, ubekymrede rappere, der er kendt som mumble rap-generationen. Hvad har motiveret det? Og hvad betyder det for de andre mumble-rappere?
21 Savage har lavet mumble rap-generationens første stærke politiske statement
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

KOMMENTAR Skellet mellem politisk bevidst hiphop og de mere hedonistiske subgenrer som gangstarap og trap er næsten lige så gammelt som genren selv. Men det har sjældent været så udtalt som nu.

På den ene side har man ekstremt komplekse og reflekterede artister som Kendrick Lamar og Vince Staples, der finder nye, nuancerede måder at fremstille oplevelsen af social uretfærdighed og ulighed i USA.

Og på den anden side domineres trap af den såkaldte mumble rap-bølge, hvor artister som Lil Yachty, Playboi Carti og Lil Uzi Vert ligner personificeringen af ubekymrethed med deres farverige dreads og sprudlende, næsten lalleglade væsener.

Dén generation af unge, flamboyante rappere blev rammende portrætteret af magasinet XXL i 2016, der som del af deres årlige udpegning af årets ’Freshman Class’ fremhævede senere stjerner som Lil Yachty, Lil Uzi Vert, Kodak Black og 21 Savage.

De fire rappere var vanen tro med i en af XXL’s berømte freestyle-videoer, hvor de unge artister griner, laver hinandens adlibs og virker pænt ligeglade med klassisk freestyle-rap. Videoen er et slags tidsdokument over en ny generation, der er ligeglade med autenticitet og klassiske rap-dyder. Met er også en generation, der har været stort set apolitisk.

Det vil sige indtil nu, hvor en af klassens mest spændende personligheder, 21 Savage, har udgivet en stærk og politisk video til ’Nothin New’ fra sommerens ’Issa Album’.

Mumble rap-generationens første politiske udtryk

I videoen står Atlanta-rapperen ved en begravelse for en ung dreng, der i videoen bliver skudt af politiet – med hænderne i vejret vel at mærke. Sangen tematiserer både den systematiske undertrykkelse, der foregår i det amerikanske samfund, samt racisme og politibrutalitet. Det er ikke første gang, disse emner bliver tematiseret – heller ikke visuelt – men det er nyt, at det kommer fra en rapper som 21 Savage.

21 Savage rapper ekstremt monotont og minimalistisk. Men hvor han før typisk har brugt dén vokalkvalitet i nihilistiske gangstarap-sange, giver den de eksplicitte budskaber en slags sammenbidt kvalitet på ’Nothin New’.

Det er den benhårde gaderappers sammenbidte verdenstræthed vendt mod samfundet.

»They thought I only rapped about murder and pistols / I’m tryinna feed my family, I ain’t being political«, starter han sangen med – og dermed er 21 Savage selvfølgelig allerede politisk.

Det er interessant, at det her nummer ikke kommer fra Kendrick Lamar, J. Cole, Vince Staples, Vic Mensa eller en anden af hiphoppens mere politisk engagerede skikkelser. Men fra en rapper, der er mest kendt for sine adlibs, sin ansigtstatovering og komiske linjer om, at han har en garage med plads til 12 biler, selv om han ’kun’ ejer seks.

Men det er også det, der gør sangen så vigtig. Og som den nye musikvideo bygger videre på i stor stil.

For en rapper som 21 Savage kan unægteligt nå et publikum, som en J. Cole nok ikke kan. Derfor kan man ikke lade være med at spørge sig selv: Hvad har fået 21 Savage til at gå den vej? Og her kan videoens intro måske give et fingerpeg.

Her ser man blandt andet klip med sportsudøverne LeBron James og Colin Kaepernick, der omtaler deres protester mod racisme og Donald Trump. At 21 Savage-videoen fremhæver de kommentarer skal selvfølgelig ses i lyset af Trumps nylige konflikt med store dele af sportsverdenen, hovedsageligt de amerikanske fodboldspillede i NFL.

Annonce

Spilder sportsverdenens konflikt med Trump over i hiphop-verdenen?

Den helt korte version: Da en række sportsudøvere efter Colin Kaepernicks forbillede knælede under USA’s nationalhymne for at protestere mod racisme og ulighed i samfundet, kritiserede Trump dem heftigt for vise disrespekt over for USA, flaget og landets udsendte soldater.

En længere konflikt fulgte efter, og Trump fik på sædvanligvis fornærmet alt og alle, der bare sagde ham en smule i mod. Det var ikke kønt, og mange spåede, at det at lægge sig ud med den populære sportsverden kunne skade Trump i højere grad end nogle af hans andre tirader.

Nu kan det se ud som om, at Trumps konflikt med sportsverdenen har ført til, at en rapper som 21 Savage reagerer på en måde, som vi ikke har set det fra hans hiphopgeneration før.

Selve sangen er faktisk fra juli, men beslutningen om at skabe en så skarp video til netop ’Nothin New’ – i stedet for at lave en billedside til kæmpehittet ’Bank Account’ for eksempel – er et klart statement, der også i de æstetiske valg virker påvirket af Trumps seneste og særdeles ildevalgte beef. For sportsverdenen er tæt sammenflettet med hiphopverdenen – især spillere som eksempelvis basketstjernen LeBron James har tætte bånd til miljøet.

Når sådanne kulturelle skikkelser, der er tæt på hiphopverdenen, kommer i klar konflikt med Trump, smitter det også af på rappere som 21 Savage. Måske det er det, der skal til, for at den helt unge generation begynder at samle den politiske fakkel op?

Det bliver spændende at se, om der kommer flere politiske udtryk fra trap- eller mumble rap-miljøerne. Måske vi hører en socialt bevidst sang fra Lil Yachty, næste gang Trump udsender en semi-racistisk tweet om en NBA-stjerne?

Uanset hvad, siger det en del om tilstanden i USA, når selv en apolitisk rapper som 21 Savage føler sig nødsaget til at sige fra. Ikke bare med et albumtrack fra midten af sumpen, men nu også med en musikvideo, som eksplicit søger det større perspektiv.