Kollektivet Brockhampton er præcis det, hiphop har brug for i 2017

Kollektivet Brockhampton er præcis det, hiphop har brug for i 2017
Brockhampton
Sidst et hiphopkollektiv for alvor vakte opsigt, var det med Tyler, The Creators rabiate Odd Future. Siden har konventionsudfordrende nytænkning og kollektivers punch ligget i dvale inden for en genre, der stadig præges af tunnelsyn på flere områder. Men så kom Brockhampton.

Når man tænker på, at hiphop for ganske nylig blev erklæret den største genre i USA, er det påfaldende, hvor mange forudfattede meninger, den stadig bukker under for. Som bekendt kalder dogmer og konventioner dog også på spirende modreaktion, som man gudskelov begynder at kunne ane inden for miljøet.

Kvindelige rappere som Princess Nokia, Kamaiyah og (lesbiske) Young M.A kommer så småt til orde, og nu er hiphopkollektivet Brockhampton væltet ind på scenen med en forfriskende saltvandsindsprøjtning, der forener enestående musikalsk håndværk med kreativ mangfoldighed og inklusion.

Eller kollektiv er måske så meget sagt. Selv anser Brockhampton sig som et slags nymodens boyband. Det ynder det talstærke slæng i al fald at kalde sig selv. Sådan en bedaget betegnelse hører måske hjemme i poppens 90’er-gebeter, men intet kører efter sædvane i Brockhamptons bog. I stedet svælger de i en rammesprængende diskrepans, som i manglen på et bedre udtryk måske egner sig ganske fint til deres selvudråbte boyband-etikette. For de hverken ligner eller lyder som en almindelig hiphopkonstellation.

Med debutalbummet ’Saturation’ og fortsættelsen ’Saturation II’ har Brockhampton i år kastet regnbuefarvede stænk på et ellers ret gråt hiphoplærred, der blandt trap-trædemøllens heteronormative tunnelsyn og forstokkede kassetænkning har efterladt ganske lidt albuerum til konventionsudfordrende artister. Paradoksalt nok har genren af samme grund aldrig været mere klar til musikere, der tør være anderledes ved ganske enkelt at være sig selv. Og det er kollektivet med den biseksuelle Kevin Abstract i spidsen et sprællevende vidnesbyrd om.

Forumtråde og regnbueflag

Kimen til Brockhampton blev i 2014 plantet på det populære onlineforum KanyeToThe, der er berømt og berygtet for at være sultne hiphophoveders foretrukne holdeplads. Selv om Kevin Abstract dengang frekventerede forummet ofte, var der nok forsvindende få, der havde kaldt, at en 14 mand høj (plus/minus) alternativ rapgruppe ville se dagens lys netop dér af alle steder.

Ikke desto mindre bryster Brockhampton sig af sin internetundfangelse, som de ikke er bange for at smaske lige i fjæset på os. Hvor skulle et progressivt multikollektiv bestående af en biseksuel hovedarkitekt, syv rappere/vokalister, syv producere og en bunke visuelle kunstnere og altmuligmænd – spredt ud over forskellige hjemstater, nationaliteter, seksualiteter og hudfarver, vel at mærke – ellers have fundet sammen?

Kevin Abstract. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

Tænk hedengangne Odd Future, men med omvendt fortegn: Hvor Odd Future eksplicit gik efter at anlægge mure og provokere med bevidst fladpandede fornærmelser via os-og-dem-tænkning, danner Abstract og co. bro gennem inklusion, mangfoldighed og fingerspidsfornemmelse. Og deres tiltrængte aktivisme bakkes allervigtigst op af mageløs musik, der for hver udgivelse finder kraftigere fodfæste i et skævt nichefelt, mange af os ikke engang var klar over, at vi manglede belyst.

Brockhamptons eksistentielle musik går hovedsagelig ud til alle de forsmåede, de misforståede, de afvigende og de marginaliserede. Som samlet entitet fremstår kollektivet ganske enkelt som et eksemplarisk hiphopforbillede. De består selv af weirdos og afvigere. Men de er hverken harmløse eller porøse af den grund. Faktisk er det snarere reglen end undtagelsen, at kollektivets indignation bider klædeligt fra sig i et eksperimenterende lydbillede, der fremstår mere kohærent end Odd Futures nogensinde var det.

Dette høres måske bedst på alterna-bangeren ’Junky’, hvor Kevin Abstract italesætter indre dæmoner om homofobi. »Why you always rap about being gay? / ’cause not enough niggas rap and be gay / where I come from, niggas get called faggot and killed / so I’ma get head from a nigga right here«, rapper bannerføreren kompromisløst i forsøget på at normalisere homoseksualitet inden for et felt, der til stadighed affejer den.

På den østligt klimprende ’Fight’ stemmer Ameer Vann – som lægger ansigt til begge ’Saturation’-covers – i med hudflettende stikpiller om racisme: »And when I grew up I learned what racism was / and what teaching it does, and like my teachers would say / ‘Little black boys have a place in the world, like hanging from trees’ / or dead in the street like I seen on TV«.

I øvrigt er det ikke kun fordomme om seksualitet og race, Brockhampton påtaler. Det spendable plutokrati, som mangt en rapper brovter højt og helligt om, står eksempelvis også for skud på den syntetisk flagrende ’Sweet’, hvor Matt Champion stiller retoriske rigdomsspørgsmål: »Shouldn’t your pockets be big just like a fat chick? (uh-huh) / shouldn’t your mama be done paying the house off? (I guess)«. Og sådan kunne man egentlig blive ved med at fremhæve forfriskende tekstbidder, der svømmer mod strømmen.

Annonce

Strength in numbers

En stor del af Brockhamptons force ligger i kollektivets talstærke medlemsliste, der er i en liga for sig. Foruden Abstract kan navne som Ameer Vann, Merlyn Wood, Dom McLennon og Bearface – for bare at nævne nogle prominente få – virke ret overvældende at finde hoved og hale i. Kollektivet er dog større end blot summen af dets enkelte dele, for man ved vitterligt aldrig hvilket vindskævt posse cut, man går i møde, når man trykker play.

Dom McLennon er for eksempel en af gruppens lyriske troldmænd, Henock ’HK’ Sileshi og Ashlan Grey udgør gruppens visuelle afdeling, Merlyn Wood står typisk for gruppens mest outrerede verbale knytnæver (tjek lige hans vers på den horrorcore-lignende ’Heat’), Russell ’Joba’ Boring agerer både producer og lydingeniør og så fremdeles. Dermed ikke sagt, at hvert medlems rolle nødvendigvis begrænses til et enkelt aspekt, da rollefordelingen fluktuerer næsten lige så flydende som frontmandens måde at definere seksualitet på.

En anden afgørende faktor er, at stort set ingen af vokalisterne står i Abstracts skygge, som man så ofte ser i andre hiphopslæng (jeg kigger på jer, ASAP Mob). Nok er Abstract grundlæggeren og ansigtet udadtil, men han er ikke ene om at have hjertet og talentet på rette sted. Jeg mindes ærlig talt ikke, hvornår jeg sidst har set så ligevægtig en talentfordeling i et større hiphopkollektiv. Så skulle det da næsten være Wu-Tang Clan.

’Saturation’ alle gode gange tre

Til trods for, at de er tæt på at være perfekte forbilleder, er Brockhampton naturligvis ikke ufejlbarlige. På den første ’Saturation’ (udgivet i juni) bakser de med opstartsvanskeligheder, hvor jomfrustadiets påfund ser ud til at blive slynget lidt for skødesløst ind i hinanden. »I gotta get better at being me (being who I am)«, går Abstracts omkvæd eksempelvis på ’Milk’, som virker en anelse hult og unuanceret.

Tekst
Brockhampton

‘Saturation’
(Empire)

Jeg kan til gengæld forestille mig, at det ikke er nogen dans på roser at være en gruppe stuvefuld af ikonoklaster, der på flere punkter er foregangsmænd. Det er vel næsten kun forventeligt, at man lige skal finde fodfæstet og hinanden.

Det handler nemlig ikke om, hvor godt man starter, men om hvor godt man slutter, som efterfølgeren ’Saturation II’ beviste i slutningen af august. Her rådes der med blot to måneders udgivelsesmellemrum mere end bod på etterens børnesygdomme med en formfuldendt palet af alternative knaldperler, der alle blæser i forskellige vindretninger.

Tematisk er der eksempelvis uendelig langt fra den beat-skizofrene ’Queer’, hvor Matt Champion spidder kropsfascisme – »Skinny boy, skinny boy, where your muscles at?« – til den solstukne r’n’b-hymne ’Summer’, hvor nordireren Bearfaces englevokal indtager rollen som Amor over fedladen funkguitar og smægtende klaver.

Tekst
Brockhampton

‘Saturation II’
(Empire)

Abstract har udtalt, at de hidtidige ’Saturation’-udgivelser agerer første og andet led i en trilogi, der meget vel kan fuldbyrdes inden for de næste par måneder. Det er ikke til at sige, hvordan ’Saturation III’ ender med at lyde, men hvis kollektivets myreflittige arbejdsetik og det mindre kvantespring mellem de to første album er bare et nogenlunde pejlemærke, er der lovende horisonter forude.

Horisonter så lovende, at de måske endda katapulterer Brockhampton helt ud af en hiphopundergrund, hvor ligesindede queer-artister som Mykki Blanco, Angel Haze og Le1f desværre har det med at træde vande i blandt andet marginaliseringens navn.

Man kan kun håbe. Ikke kun for Brockhampton skyld, men for hele hiphoppens fremtidige færden. Kevin Abstract og co. udgør nemlig præcis den slags progressive hiphopkollektiv, som vi og genren har brug for i 2017 og fremadrettet.