Desiigner kommer til Danmark for første gang

Desiigner kommer til Danmark for første gang
Desiigner. (Foto: Bennett Raglin/Getty Images)

Så kan du godt finde dit pandakostume frem: Desiigner kommer til Danmark for første gang, når han næste år spiller i både Aarhus og København. Rapperen rammer Train den 20. marts og Den Grå Hal den 21. marts.

Her kan man uden tvivl komme til at høre verdenshittet ’Panda’ samt sange fra 2016-mixtapet ’New English’ – og måske endda tracks fra debutalbummet, der blev annonceret sidste år, men som stadig ikke er kommet. Det hedder i øvrigt ’Life of Desiigner’.

Desiigner er en ret kontroversiel skikkelse på hiphopscenen. Han kom frem gennem ovennævnte verdenshit, der blandt andet fandt vej til Kanye Wests ’The Life of Pablo’-album i modificeret form. Mange mener dog, at New York-rapperen har været en tur forbi Atlanta for at stjæle et par tips fra trap-kongen Future.

’Panda’ lyder nemlig meget som et Future-nummer, at mange først troede, at det var Atlanta-rapperen, der gæstede Kanyes album. Future selv var ikke imponeret og udtalte: »Der findes kun én Future.«

Det har dog næppe slået Desiigner ud, der havde et verdenshit mellem hænderne. Og selv om han unægtelig lyder absurd meget som Future, har han også originale træk som de mange outrerede adlibs, der blandt andet inkluderer ret overdrevne geværlyde.

Billetsalget starter den 27. oktober kl. 10.00 via Ticketmaster.

Desiigner (US)
20. marts
Train
Billetpris: 225 kr.

21. marts
Den Grå Hal
Billetpris: 245 kr.

Læs også: Desiigner fanget med bukserne nede – bliver komplet mundlam efter politik-spørgsmål

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af