Eminem kommer ikke til at lave et godt album igen – selv om internettet hylder Trump-freestylen

Eminem kommer ikke til at lave et godt album igen – selv om internettet hylder Trump-freestylen
Eminem til MTV Movie Awards, 2014.
Foto: Kevork Djansezian/Getty Images
Ikonet fra Detroit høster anerkendelse fra alle fra J. Cole til LeBron James for sin eksplosive anti-Trump-freestyle. Man kunne næsten fristes til at glæde sig til et nyt album. Men har vi glemt, hvor forfærdelige Marshall Mathers' seneste udgivelser var?
Eminem kommer ikke til at lave et godt album igen – selv om internettet hylder Trump-freestylen
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

Ja ja, jeg indrømmer det: Eminem var den første rapper, jeg for alvor blev grebet af. Jeg fik ’Marshal Mathers LP’ på cd. Derefter gik vejen til Dr. Dre og Snoop Dogg, og før jeg vidste det, sad jeg nat og dag og prøvede at finde gamle mixtape-sange fra Mobb Deep og DipSet eller søgte efter Big L-freestyles på nettet. Men det er et sidespor.

Pointen er, at jeg – og mange andre, vil jeg tro – blev ført ind i hiphoppens verden via Eminem. Og selv hvis man ikke gjorde det, har den morhadende, kontroversielle hvide rapper fra Detroit været en så central del af hiphoppens univers fra cirka 1997 og ti år frem, at det er svært ikke at holde med ham. Vi fulgte ham jo alle. Mange voksede op med ham.

Men helt ærligt: Tror vi virkelig, at Eminem kommer til at lave et godt album igen?

Det kunne jo være…. Kunne det ikke?

I går gik verden igen Eminem-amok takket være en kælder-freestyle, som blev sendt under årets udgave af prisuddelingen BET Awards.

Eminem slagter Donald Trump og laver et par ret komplekse punchlines, der blandt andet involverer ’The Fantastic 4’. Han ser i det hele taget ret frisk ud.

»Rap God!«, skrev J. Cole på Twitter. »Eminem killed this shit!!!!«, udbrød Puffy. Snoop Dogg og LeBron James hyldede ham også.

Og der er sket en forandring. Eminem har fået skæg og sort tøj – det er hiphopversionen af at blive voksen. Han lyder desuden ret skarp og ikke så kvækkende som på ’Rap God’ fra hans seneste album, som J. Cole refererer til. Og så elsker vi jo selvfølgelig alle sammen at bekræfte hinanden i, at Trump er det værste, der er sket nogensinde ever.

Så langt så godt. Måske har Eminem alligevel et stærkt album i sig endnu? Måske har de seneste ti års katastrofale udgivelser og konstante skuffelser bare været svipsere?

Måske…

Men nej, jeg må stoppe tankerækken her. Chancerne for, at rapperen bag klassikerne ’Slim Shady LP’, ’Marshall Mathers LP’ og ’The Eminem Show’ nogensinde laver et godt album igen er forsvindende små. Det ved jeg, fordi jeg – i modsætning til mange andre – ikke kan glemme, hvad han lavet siden storhedstiden.

Annonce

En treretters menu fra helvede

Før man bliver fanget af Eminem-nostalgi efter en enkelt kælder-freestyle, vil jeg anbefale alle at indtage en menu bestående af ’Relapse’ (2009) til forret, ’Recovery’ (2010) som hovedret og slutte af med ’The Marshall Mathers LP 2’ (2013) som dessert. Jeg tror ikke, at særlig mange vil have lyst til endnu en Eminem-servering efter det. 

Det er chokerende dårligt. Eller dårligt er måske et forkert ord: Det virker falskt, leflende og idéforladt. På ’Relapse’ gør Eminem nar af kendte og siger chokerende ting, fordi han tror, det er det, vi forventer af ham. Men de kendte, han namedropper, er forældede (’We Made You’), og det samme er choktaktikkerne (’3am’).

På ’Recovery’ begynder en skæbnesvanger fascination af rock- og stadionhymner, der fører til grufulde raprock-ting som ’Won’t Back Down’ og rædsomme selvhjælpshymner som ’Not Afraid’ og ’25 to Life’. Jeg ved ikke engang præcis, hvad jeg skal kalde det, der sker på ’Cinderella Man’, men en venlig tolkning vil være at kalde det uinspireret rap over ’We Will Rock You’. Igen: Lyt selv, hvis du tør!

’Relapse’ og ’Recovery’ var slemme, men mit personlige Eminem-hadeobjekt nummer et er ’The Marshall Mathers LP 2’.

Det er det af en simpel årsag: Det var sidst, jeg lod mig forføre til at tro, at vi måske alligevel ville få et nogenlunde godt album. Eminem havde brugt det fejeste trick af dem alle: Han navngav albummet efter sin egen største klassiker. Men det virkede jo for Raekwon (’Only Built 4 Cuban Linx 2’), så hvorfor ikke også Eminem? 

Slim Shady blev til Rap-bot

’Marshall Mathers’-efterfølgeren var den værste indtil videre. Albummet havde ingen sjæl.

En sang som ’Rap God’ virkede ekstremt uinspireret. Rapperen, der før havde så meget på hjerte, at hans stemme trængte igennem med skærende intensitet, var reduceret til at lege rimrobot – ingen følelser, intet at sige, bare repetition.

»They say I rap like a robot, so call me Rapbot, Rapbot«. Den næsten overvældende menneskelige rapper, der havde måttet skabe alter egoer som Slim Shady for at komme ud med alle sine følelser, var blevet til en udtryksløs robot.

Det opreklamerede samarbejde med producerikonet Rick Rubin udmundede sig samtidig i ting som ’Love Game’, hvor Eminem blandt andet simulerede blowjob-lyde over et country-sample. Det var ikke nyskabende eller spændende. Det var ikke engang provokerende. Det var bare sørgeligt. Jeg svor ikke at lade mig snyde af Eminem igen.

Selvfølgelig ville det være vidunderligt, hvis jeg tog fejl. Hvis Eminem på en eller anden måde var blevet helt klar i hovedet og fokuseret igen og skabte et mirakuløst storværk sent i karrieren. Men jeg er blevet brændt før. Så hver gang, jeg fristes til at blive håbefuld, tænker jeg på de forrige album.

Blot tanken om en skefuld af ’The Marshall Mathers LP 2’ får mig hurtigt på andre tanker.

Læs også: Rap-kollegerne hylder Eminem for hans Trump-dissende freestyle-comeback

Sponsoreret indhold