For første gang i karrieren har Beck virkelig skidt i nælderne

For første gang i karrieren har Beck virkelig skidt i nælderne
For første gang i karrieren har Beck virkelig skidt i nælderne - Colors
2 6
Beck
'Colors'

Album, Universal

‘Colors’ har levet en noget omtumlet tilværelse i studiet hos Beck. Albummet blev faktisk annonceret allerede inden forgængeren, den anderledes afdæmpede ‘Morning Phase’, udkom og skulle have været ude senere i 2014, så de to kunne akkompagnere hinanden som et yin og et yang.

Skæbnen ville det dog anderledes, og Beck endte med at bruge årevis on and off mellem turneer på at snøvle sig færdig med albummet i selskab med producermogulen Greg Kurstin – som i øvrigt også deles med californieren om nærmest hele albummets instrumentering. Men nu er den her altså – den længeventede tilbagevenden til Becks festlige gear, som vi kender det fra mesterlige ‘Odelay’, ‘Midnite Vultures’ og ‘Guero’.

Beck ville dog ikke være Beck, hvis ikke han forsøgte at skifte farve i processen. Det er kun sket et par gange i en snart 25-årig stribe af udgivelser, at kamelæonen har krydset sit spor, og ‘Colors’ lyder i samme ånd selvfølgelig ikke rigtigt som noget andet, han har begået tidligere. Det virker dog som om, at han denne gang har malet sig ind i en noget idéfattig krog med sine krumspring og kulørskift.

Det er næsten for nemt at skyde skylden på Kurstin. Han har et par nylige storstinkere på samvittigheden, navnligt den seneste Foo Fighters-plade, hvor en alt for glat produktion nærmest truede med at kastrere Dave Grohl og co., samt Liam Gallaghers solodebut, der også led under en grundigt misforstået lyd.

‘Colors’ er tilsvarende glat og kønsløs, og helt ærligt: Hvis man fjernede hans vokal, ville der ikke være en kæft, der ville kunne gennemskue, at det var Beck, der (også) stod bag det her. Det kunne have været et blueprint til et nyt, radiobetvingende metervare-epos for Maroon 5, ganske enkelt.

Men i bund og grund beviser Beck selv, at det ikke er Kurstins ansvar, at ‘Colors’ snubler i kysen. For projektet lykkes faktisk sporadisk, især med den efterhånden velturnerede ‘Dreams’, der har været ude i lidt over et par år nu, men som optræder på albummet i et friskt mix, samt ‘Dear Life’ og titelnummeret, der begge er i samme høje popklasse. Selv mumier ville kunne vippe med tæerne til dét trekløver, hvilket man desværre ikke kan sige om resten af albummet, der demonstrerer, at krisen stikker dybere end blot produktionen.

Den vanskabte ‘I’m So Free’ svejser for eksempel hjælpeløst et vers og et omkvæd, der er som fisk og cykel, sammen med en rappende bro, der er som planket ud af Steriograms enlige semi-hit ‘Walkie Talkie Man’. ’No Distraction’ lyder som en sløj dag på kontoret hos The Police, ‘Up All Night’ er som en platonisk tørvetriller-fætter til Daft Punk-landeplagen ‘Get Lucky’, og ‘Fix Me’ klinger henad et ‘Morning Phase’-outtake på stesolid. Fællestrækket er, at de alle er dybt forglemmelige.

Værst er dog ‘Wow’. Hvor det tidligere var ret uimodståeligt, at Beck som kongen af ironisk og utilpasset uncool-turned-cool begav sig ud i kiksede whiteboy-raps med snøvlende ordsalat ovenpå ligeså sære plukfisk-produktioner med lige så mange grunge-fræsende riff som tunge hiphop-beats i smeltediglen, så lyder han her som en midaldrende deadbeat dad, der desperat forsøger at forblive ung med de unge.

I det mindste besidder ‘Wow’ dog en smule vrøvletekster. For hvor Beck måske kun i sjældne øjeblikke har været én, der blotter hjertet (eksempelvis på breakup-albummet ‘Sea Change’), så har han altid kunnet noget med at sætte ord sammen på overrumplende måder, så man aldrig har kedet sig igennem for eksempel teksten til ‘Loser’. På ‘Colors’ er ordsalaten mestendels erstattet med golde radioparoler, man har hørt før til hudløshed, blot aldrig så udtalt fra hans mund.

Det er med tungt hjerte, at jeg skriver dette, men Beck har for første gang i karrieren virkelig skidt i nælderne. Jeg skal hver gang, jeg skriver om ham, tage mig selv hårdt i nakken for ikke at skumme om munden med fanboyistiske floskler, men jeg har altid set næsegrus op til Beck som idol og, hands down, betragtet ham som vor generations David Bowie: En evigt kreativ forvandlingskugle, der er lykkedes med, hvis ikke alt, så det meste, han har sat sig for. For at blive i dén parallel, så må ‘Colors’ nærmest identificeres som værende Becks ‘Tonight’.


Kort sagt:
Med ‘Colors’ har Beck for første gang i karrieren skidt i nælderne. Det er nærliggende at tro, at den radiovenlige producermogul Greg Kurstin, som har samarbejdet tæt med Beck om albummet, er skyldneren, men især tre lyspunkter udstiller de sande problemer: ‘Dreams’, ‘Dear Life’ og titelnummeret holder faktisk vand. Resten af albummet befolkes af dybt forglemmelige sager, og kamæleonen har for en gangs skyld skiftet kulør til et køns- og identitetsløst udtryk, der desværre stikker meget dybere end blot produktionen.