Her er ugens seks fedeste fester – vinylfetichister og tung dub

Her er ugens seks fedeste fester – vinylfetichister og tung dub
Foto: Victor Jones/Soundvenue
Vi guider som altid til de bedste festtilbud i nattelivet.

Skarpt lineup leverer tung dub
Raske Penge dj’er også som Ras Money, og så driver han oven i hatten pladeselskabet Raske Plader. Sidstnævnte udgiver lige om lidt to dub-vinyler med 2000F, også kendt som Strøm-bossen Frederik Birket-Smith, og det bliver fredag fejret på Kapelvej 44 på Nørrebro.

2000F og ShashaMarni Studio leverer live-dub, mens et stærkt dj-trekløver bestående af DJ Hvad, Morten McCoy og Ras Money selv efterfølgende leverer dybe vibrationer og elektroniske nyreslag via Hi-Powa-lydsystemet, der nok skal få lysekronerne i opgangen til at dirre.

Raske Plader: 2000F release
Fredag den 6. oktober
Kapelvej 44
Læs mere om festen på Facebook


Djuna Barnes mindes af vennerne
Tidligere i år døde Maria Gerhardt, kendt og elsket i det københavnske kultur- og natteliv i flere årtier under pseudonymet Djuna Barnes. At hun har sat sig dybe spor understreger en særlig udgave af ambient-eventet God Goes Deep i Vor Frue Kirke, særligt dedikeret til hende.

Fredag aften leverer fire af hendes gode musikalske venner deres personlige hyldest fra dj-pulten. Fra kl. 20-22 er det Trentemøller og Tom and His Computer (også kendt som den ene halvdel af Lulu Rouge og DJ T.O.M.), hvorefter først Christian d’Or og siden P3-vært og dj Mads Axelsen tager over.

God Goes Deep: En hyldest til Djuna Barnes
Fredag den 6. oktober
Vor Frue Kirke
Læs mere om arrangementet på Facebook


Nye festleverandører i Kødbyen
Lørdag aften slår Bakken dørene op for sin nye månedlig klub, der er blevet navngivet The Motor Booty Affair. Kræfterne bag er Fou Fou (aka Jesper Lemke, der har arbejdet som booker for Distortion og Sigurdsgade) og DJ Universe – begge med mange år på bagen og en forkærlighed for funk, soul og disco.

The Motor Booty Affair
Lørdag den 7. oktober
Bakken
Læs mere om festen på Facebook

Annonce

Elektronisk extravaganza på Christiania
Efter at have arrangeret fester på forskellige locations har Twin Cities den seneste tid haft fast til huse på Operaen på Christiania. Lørdag inviterer de igen til elektronisk extravaganza, hvor australske Ben Fester, der står bag pladeselskabet Heavenly og har leveret flere mixes til Resident Advisor, kigger forbi, bakket op af lokale Alfredo92.

Twin Cities: Opera Discotheque
Lørdag den 7. oktober
Operaen
Læs mere om festen på Facebook


Vinylfetichister fester på Refshaleøen
Hvis vinylnørderi på højeste niveau og en spektakulær location lyder som den perfekte festkombination for dig, bør du tage på udflugt til Skabelonloftet på Refshaleøen, hvor dj-kollektivet Spread The Love har hentet engelske Mister Fish og Red Greg til at lufte deres mest dansable soul- og discoplader.

Spread Love with Mister Fish and Red Greg
Lørdag den 7. oktober
Skabelonloftet
Læs mere om arrangementet på Facebook


Rust-klub har vokseværk
Efter at have huseret på Rust med mellemrum er klubkonceptet Wavy blevet forfremmet til en månedligt tilbagevendende begivenhed på Nørrebroklubben. Det fejres – selvfølgelig – med en kæmpe fest, hvor dansegulvet på Mainfloor styres med kyndig hånd af Lisa Forsmark, Emil Bagger, Sajaan og Natasja Califano.

Wavy Launch Party
Lørdag den 7. oktober
Rust
Læs mere om festen på Facebook