Liam Gallaghers solodebut er overproduceret, upersonlig og en jammerlig skam

Liam Gallaghers solodebut er overproduceret, upersonlig og en jammerlig skam
Liam Gallaghers solodebut er overproduceret, upersonlig og en jammerlig skam - As You Were
2 6
Liam Gallagher
'As You Were'

Album, Warner

Det er tyve år siden, at Oasis udgav ‘Be Here Now’ – et album, der imponerende nok både formåede at blive det hurtigst sælgende album i Storbritannien i sin tid og med rette endte som ét af de mindst elskede kapitler i Gallagher-brødrenes diskografi.

Midlerne til den første bedrift var folkeskarens tyrkertro på, at Manchester-kometerne kunne holde kadencen efter ‘Definitely Maybe’ og ‘(What’s the Story) Morning Glory?’ og ikke mindst en tung presseembargo, der sikrede, at dunsten af det kreativt ildestedte album ikke slap ud af dåsen før tid som en portion overgæret surströmning. Midlerne til det sidste var et alt for stort budget, alt for store egoer og, eftersigende, veritable bjerge af kokain.

Helt så skidt, altså i hvert fald med hensyn til al sneen, står det næppe til med ‘As You Were’, som er Liam Gallaghers solodebut under eget navn. Alligevel kan konspirationsteoretikeren i mig ikke lade være med at trække bevidste eller ubevidste røde tråde mellem de to albumtitlers sigende nutid og datid –‘Be Here Now’… ‘As You Were’? – og så det faktum, at lillebror-Gallaghers album overordnet lider under nogle af de samme handicap som Oasis’ tredje album.

For det første er albummet overproduceret. Greg Kurstin har sammen med sin mindre kendte kollega Dan Grech-Marguerat forestået produktionen, og Kurstins cv tæller alt fra ærkepop som Kelly Clarkson og Ellie Goulding over Tegan and Sara til det seneste Foo Fighters-album, som mange, inklusive undertegnede, også desværre hurtigt løb sur i på grund af den alt for velfriserede lyd. Det samme gør sig gældende for ‘As You Were’.

Når man har en (…ment på bedste måde!) rockbræger som Liam Gallagher på hånden, så skal det sgu ikke være for pænt, og det er det desværre endt med at blive. Omvendt har man, måske i et desperat forsøg på at blæse lidt liv i de gamle rockklude, ofte jokket trommerne nærmest helt ud i pappet sammen med Liams vokaler med det resultat, at skidtet ofte er på nippet til at overstyre – et fint eksempel er den enerverende åbner ‘Wall of Glass’. Helheden er altså, måske fraregnet et par ballader som ‘Paper Crown’ og ‘Chinatown’, én, der kan give lytteren en gedigen gang ear fatigue, hvis man vælger at kæmpe sig igennem samtlige tre kvarter. Så overmættet er lydbilledet.

Annonce

For det andet skal man ikke meget ned i materien for at opdage, at Gallaghers co-sangskrivere, føromtalte Kurstin og Miike Snow-frontmanden Andrew Wyatt, ganske vist er gode til at emulere både Gallagher-brødrenes evige trofasthed til den Lennon/McCartney’ske sangtradition og et mere 2017-poleret take på den britrockgenre, Oasis nærmest ejede med hud og hår. Men også, at der ikke er så vanvittigt meget andet på spil under overfladen.

Sangene fiser mestendels ind af det ene øre og ud af det andet uden at efterlade sig varige mén, og selv et par skæringer som ‘Bold’ og ‘For What It’s Worth’, der burde være ret personlige og ærlige for Liam med deres vemodige og måske endda en smule undskyldende tilbageblik på fordums unoder, er afsindigt uvedkommende.

Albummet ender med i stedet kun at skinne i korte momenter: Som eksempelvis det smågeniale c-stykke til ‘For What It’s Worth’, temposkiftet i codaet til ‘When I’m in Need’, der injicerer en nødvendig fremdrift i en ellers gumpetung sag – samt, indrømmet, hele lukkeren ‘I’ve All I Need’. Omend den ikke er en videre original skæring, ender den med at besidde albummets flotteste melodi.

’As You Were’ ender med at virke mere som en stiløvelse ud fra spørgsmålet: »Hvordan Liam’er en Liam sig bedst?«. Et interessant tankeeksperiment er at prøve at fjerne hans så karakteristiske vokaler fra sangene. Er den resterende instrumentering stadig genkendelig som værende Liam Gallagher? Hans kollaboratørers svar på udfordringen er en træt tur mere i ringen med kølle i hånd og den døde hest som modstander – i stedet for at sende den af sted til sæbefabrikken for at lave noget nyt og mere interessant ud af liget.

Det er virkelig en forpasset chance for at genopfinde sig selv og en jammerlig skam, at én af britisk rocks større personligheder gennem det sidste kvarte århundrede skal trækkes med så upersonligt et industriprodukt af en albumdebut.


Kort sagt:
Det udkommer næsten på 20-års jubilæet for ‘Be Here Now’, og Liam Gallaghers albumdebut under eget navn trækker desværre også uheldige tråde tilbage til Oasis’ kokain-maveplasker. ‘As You Were’ er både overproduceret, upersonligt og forpasser fuldstændigt chancen for at genopfinde én af britisk rocks større personligheder gennem det sidste kvarte århundrede.