Moses Sumney nedbryder kærlighedens normer på fængslende debutalbum

Moses Sumney nedbryder kærlighedens normer på fængslende debutalbum
Moses Sumney nedbryder kærlighedens normer på fængslende debutalbum - Aromanticism
5 6
Moses Sumney
'Aromanticism'

Album, Jagjaguwar/Playground

Aromantisk: Person, der oplever lille eller ingen romantisk tiltrækning til andre.

Efter to anmelderroste ep’er og anerkendende ord fra nogle af musikbranchens største navne er Moses Sumney endelig på banen med sit debutalbum. På konceptalbummet ‘Aromanticism’ sætter det amerikansk-ghanesiske stjerneskud spørgsmålstegn ved samfundsnormen om det romantiske forhold som eksistentielt mål i livet. Sumneys fængslende vokal i de aromantiske oder væver sig med en rød tråd ind og ud af store, smukke og helt enkle kompositioner og berører endnu usete sider af kærligheden.

At Moses Sumney allerede har optrådt med kunstnere som Solange og James Blake overrasker ikke spor, når først man hører bare en enkelt frasering fra hans lyse og karakteristiske soulvokal. Der opstår en særlig inderlighed, når de lyse toner svæver over jazzede guitarakkorder – som på gennembrudsnummeret ‘Plastic’, som er hentet med fra debut-ep’en ‘Mid-City island’ fra 2014. Men Sumneys vokal og musikalitet rækker langt længere end guitarbaserede ballader, og han eksperimenterer nu med store og skæve harmoniseringer samtidig med, at han udvider sin orkestrale farvepalet.

Annonce

Albummet indledes eksempelvis med et storslået og nærmest gejstligt korarrangement på ‘Man On the Moon (Reprise)’, og på ‘Indulge Me’ eksperimenterer han med mere minimalistiske korstemmer til at akkompagnere melodien. Med de hurtige trommer på ‘Lonely World’, som også var at finde på ‘Lamentations’-ep’en fra sidste år, opstår der et mere energisk udtryk i Sumneys instrumentale musik, og dette nye lydunivers udvides yderligere i den to minutter lange outro på ‘Quarrel’, som med fremadbrusende trommer og basfigurer, lyse synthtoner og hvirvlende harpespil giver et godt løft til albummets overvejende lave energiniveau.

Selv om flere af albummets numre er taget med fra de første to ep’er, så er ‘Aromanticism’ i den grad et gennemtænkt færdigt projekt, som står for sig selv. Albummet er omkranset af tekstløse korstykker, numre lapper ind over hinanden, og det gennemgående tema og Sumneys eget forhold til det kærlighedsløse præsenteres i de to korte numre, ‘Stoicism’ og ‘The Cocoon-Eyed Baby’, hvor en næsten mekanisk speaker taler over maleriske lydbilleder. Alt dette skaber en rød tråd gennem pladen og opfordrer til at følge Sumney og lytte med hele vejen fra start til slut.

Konceptcirklen fuldendes på førstesinglen og højdepunktet, ‘Doomed’, hvor Sumneys skrøbelige falset flyder ensomt på et stort, langsomt bølgende hav af synthesizer-bas og indkapsler hele albummets essens med en smuk og følsom intensitet i stroferne: »Am I vital / if my heart is idle? / am I doomed?«.

Men i sammenspillet mellem lyrik og musik opstår der en tvetydighed, der giver hele det overordnede tema et kækt twist. For selv om titler som ‘Lonely World’, ‘Doomed’ og ‘Stoicism’ nedbryder kærligheden, så er det generelle musiske udtryk alt andet end aromantisk, når der i stor stil bliver brugt romantiske strygere og blæsere, harpespil og luftige korharmonier. Eksempelvis kunne lukkeren ‘Self-Help Tape’ passende fungere som soundtrack til Amors bevingede færd mellem verdens forelskelser.


Kort sagt:
Moses Sumney lever op til hypen med et gennemført konceptalbum, som sætter spørgsmålstegn ved samfundets normer om kærlighed. Den fængslende falset væver sig ind og ud af både udvidede og helt enkle kompositioner med en inderlighed, der inviterer til at lade sig opsluge og lytte med fra start til slut.