Nick Cave var næsten Jesus i Royal Arena

Nick Cave var næsten Jesus i Royal Arena
4 6
Nick Cave

Koncert, Royal Arena

Hvem er ham den excentriske, halvgamle mand, der danser overlegent rundt på scenen med bling dinglende fra halsen og skjorten åben ned til navlen ? Det er Nicholas Edward Cave, poet, forfatter og en af Australiens største musikere nogensinde.

På mange måder er Nick Cave for de indviede. Dem, som har holdt hans album eller sange i hånden steder i deres liv, hvor noget har været uoverkommeligt. Dem som har bundet deres historier om smerte og nederlag på hans poesi, har levet med ham i ørene og derfor tilgiver ham alt.

Cave handler netop om smerte, modgang og nederlag. Mest i hvert fald. Og at han skulle danse, lokke og indvie på den teatralske Nick Cave-måde var ikke selvskrevet i Royal Arena. Hans seneste og 16. studiealbum, ’Skeleton Tree’ fra sidste år, blev skrevet færdig efter, at hans 15-årige søn i et paranoidt LSD-trip styrtede i døden fra en klippe, og albummet nærmest bløder i sin stille smertende sang.

Forestil dig vreden, skyldfølelsen og i sidste ende sorgen. Sorgen må have gennemsyret en kompleks mand som Cave. Midt i sorgen må skylden have hugget og skåret i ham. For hvor meget var hans skyld? Havde han været der nok? Var hans eget livs eksperimenterende og grænsesøgende bane den indirekte grundt til, at hans søn nu var død? Og så kommer vreden. På uretfærdigheden og på sig selv. ’Skeleton Tree’, som Cave havde frisk under armen, måtte nødvendigvis minde ham om hans store personlige traume i alt fra lyd til kontekst og mening.

Men den excentriske mand dansede og inviterede heldigvis ind. Så meget ind, at cirka 100 gæster under ekstranumrene dansede overvældede på scenen sammen med Cave og lignede nogle, der havde set Jesus. Den glædesstrålende overvældelse smittede sangene, hvor både ’The Weeping Song’ og den r’n’b-støjende ’Stagger Lee’ var formidable, og sidstnævnte endda vækkede minder om Caves arv fra de dystopiske og støjede dage i The Birthday Party.

Annonce

Støjens udbrud var tiltrængt. For koncerten var som ventet svøbt i ’Skeleton Tree’s sange. Og det fungerede i den kæmpe koncertsal, fordi publikum var koncentrerede og ville Cave, men også fordi Cave & The Bad Seeds åbnede vinduet på klem og pustede lidt mere bandliv i de dystre og hviskende sange. Men det forblev også en balladeaften i Royal Arena. Ballade på den stille måde altså.

Nick Cave i Roya Arena. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Og kun fordi Caves ballader er så melodisk skarpe og lyrisk medrivende, gik det. Hvilke andre nulevende musikere ville kunne præstere tre så smukke ballader i rap, som Cave gjorde midt i koncerten med ’The Ship Song’, ’Into My Arms’ og ’Gil In Amber’? Meget få. Ingen?

Og kort efter var endnu en ballade, ’Distant Sky’ med den danske sopran Else Torp som gæstevokalist, endnu et stille højdepunkt. Nationalismen længe leve, og selv Cave måtte smile lidt over danskernes brølende hyldest til en anden dansker. I store dele af koncerten havde Caves kreative wingman Warren Ellis tævet sin distortede violin. Her trak han en af sine rørende melodier ud af strengene og rørte ved det rene i det smukke.

Nu er Nick Cave jo ikke Jesus. Men næsten. I hvert fald til sine egne koncerter. Han kan gå på vandet og styrer verden for mere end 10.000 mennesker med en enkelt bevægelse. I sin overlegne, sære, men også dragende kontakt med publikum, skabte han et rum, der befandt sig i hans eget bibelske land. Her ragede han selv op, mens han med rolige håndbevægelser og ordene »down, down, down« tyssede på tilskuerne på jorden og legede med voksne menneskers barnlige iver efter at røre en rocksanger. Han udstillede og omfavnede os i samme greb.

I sidste ende var det nok også lidt for meget ballade, på trods af Jesus. Den store mængde af stille sange efterlod en tør kant af både siddende og stående gæster, der nok hver især blev suget ind, men ikke for alvor sammen. Stadionkoncerter kræver i større omfang en samhørighed og en opildnende akkuratesse. Det er en kunst, som Nick Cave & The Bad Seeds ikke havde skræddersyet aftenen efter. De leflede ikke. Og det var både godt og skidt.

Men hvem kan man klandre, at Cave spiller arenaer, når han udsælger koncerterne på under en time hver gang? Man kan kun klandre pengenes magt og hans management, der er evigt ligeglade med, at Cave og hans band stadig er bedst på en snusket og dunkel bar med øjenkontakt, røg og muligheden for at røre.

Læs anmeldelse: Nick Cave ‘Skeleton Tree’