Prophets of Rage er et klodset rapmetal-mashup, blottet for nerve og nødvendighed

Prophets of Rage er et klodset rapmetal-mashup, blottet for nerve og nødvendighed
Prophets of Rage.
Prophets of Rage er et klodset rapmetal-mashup, blottet for nerve og nødvendighed - Prophets of Rage
2 6
Prophets of Rage
'Prophets of Rage'

Album, Caroline

Når store virksomheder fusionerer kan det vække en vis skepsis. Hvad er hensigterne, og hvilke konsekvenser får en sådan implementering for det veletablerede brand, der kendetegner begge parter? Det er nærliggende at anvende denne erhvervsliv-betragtning på debutalbummet fra Prophets of Rage, hvor musikerne fra Rage Against the Machine og Audioslave har slået pjalterne sammen med rapperne Chuck D fra Public Enemy og B-Real fra Cypress Hill.

Tre indflydelsesrige grupper, der hver især har haft succesfulde karrierer og i vid udstrækning defineret rammerne for, hvad man kan med rap, rock og metal.

Konceptet supergruppe kan ofte være en dubiøs størrelse, og selv om rap sandt for dyden ikke er fjerntliggende fra førstnævnte gruppes oeuvre, fremstår Prophets of Rage som et klodset mashup, der lyder påfaldende ferskt og forældet.

De gør ellers en stædig indsats for at fremstå vedkommende, men faktum er, at det er et på papiret interessant samarbejde, som i praksis ikke fungerer. Med tanke på den nerve, de tidligere har vist, spiller musikerne mærkbart blodfattigt på ‘Radical Eyes’, hvor særligt Tom Morellos halvhjertede leadguitar-ekskursioner næppe tåler sammenligning med fordums gnistrende indsats på eksempelvis Rage Against the Machines debutalbum.

De originale musikalske ideer står ikke ligefrem i kø. De amøbeagtige ‘Unfuck the World’ og ‘Strength in Numbers’ er rapmetal på Limp Bizkit-niveau, og ‘Take Me Higher’ lyder som en Red Hot Chili Peppers-b-side.

Det kalder heller ikke just på applaus, når rapperne nærmest bøvser sig igennem linjer som »Four sharing one tent / can’t afford no rent / forgotten by the government / you pretend there’s democracy, hypocrisy / this is the reality« (Living on the 110′) og »Know your rights, but you should understand who owns who / we fuckin’ matter!« (‘Who Own Who’).

Det er dog ikke den rene elendighed. ‘Fired a Shot’ udmærker sig ved et ikke helt ueffent glamrock-groove, ligesom førnævnte ‘Living on the 110’ i hvert fald på det instrumentale plan gestalter en nerve og fremdrift. De forbliver dog få pletskud på et album, der hovedsaligt består af forbiere.

Prophets of Rage er lyden af en svunden tid (start-90’erne) og et genremix (rapmetal), hvis eksistensberettigelse, det synes svært at retfærdiggøre i 2017. Man sidder ligeledes uvægerligt med en længsel efter, hvordan det havde fungeret med Zack de la Rocha i denne konstellation.

Nu skal det ganske vist ikke ligge de andre til last, at han har tunet ind på en solokarriere, men når Morello, Tim Cummerford og Brad Wilk affyrer funkmetal-injicerede rocksalver, der åbenlyst trækker tråde til RATM, er den tidligere forsanger altså savnet. Og selv om Chuck D og B-Real forsøger at ramme den politiske indignation, der kendetegnede Public Enemy og Cypress Hill, forbliver deres linjer klichétunge og blottet for fordums skarpe vid.


Kort sagt:
Musikerne fra Rage Against the Machine har slået pjalterne sammen med Chuck D og B-Real på et album, der ikke tilnærmelsesvist rammer det niveau, man måtte have forventet af denne konstellation. Prophets of Rage er et klodset rap metal-mashup, der fremstår outdated og blottet for nerve og nødvendighed.