Se 2 Chainz og Travis Scott spille ‘4 AM’ hos Jimmy Fallon – i pink kørestol

Forleden lagde 2 Chainz og Travis Scott vejen forbi Jimmy Fallon for at optræde med deres fælles nummer ‘4 AM’ fra 2 Chainz’ album ‘Pretty Girls Like Trap Music’.

Mens Travis Scott bevægede sig frit rundt på scenen, var 2 Chainz dog under det meste af deres optræden placeret i en pink kørestol, flankeret af en skeletagtig danser/kørestolfører. Samme aften fortalte 2 Chainz i sit interview med Fallon, at han havde brækket benet og derfor havde løst problemet ved at få designet en lyserød kørestol. Det brækkede ben skyldtes vist nok, at han havde forsøgt at køre en firhjulet crosser iført klipklapper.

I talkshowet fortalte 2 Chainz også om sin hund, Trappy, der sad solidt placeret i hans skød under hele interviewet, og om nogle af de åndssvagt dyre ting, han kigger på i GQ’s Youtube-serie ‘Most Expensivest’. Det gav blandt andet anledning til en blindsmagning af superdyrt vand på flaske fra Beverly Hills.

Se 2 Chainz og Travis Scotts optræden øverst, interviewet forneden.