Se Bisses mørke og syrede musikvideo til ‘Se frem’

Bisse udgav sit seneste album ‘19.6.87’ i september, og nu har han udgivet en video til et af albummets mest storslåede og nok også mest dystre numre ‘Se frem’.

Det er ikke rigtig til at sige, hvad der er på spil i videoen til ‘Se frem’. Først ser man Bisse iført sin karakteristiske, røde kimono og kæmpe mørke briller, mens han synger om kedelige vejrudsigter, dårlige statistikker, tomme bankkontoer og andre ting, der nok vækker moderat bekymring hos de fleste.

Men så skifter videoen til billeder af… ja, hvad er det egentlig? Det ligner umiddelbart noget, man ville kunne finde i ‘Stranger Things’ uhyggelige upside-down-univers, og langsomt skifter det form og farve. Mod videoens slutning er scenariet igen et andet, hvor man ser en by oppefra med fyrværkeri i baggrunden.

I august udgav Bisse videoen til singlen ‘Legeaftaler’, og den kan måske siges at være den diametrale modsætning til ‘Se frem’. Der var det perleplader, fodbold og madpakkespisning, der dominerede både lyd- og billedsiden.

Læs også: De mest nostalgiske barndomsreferencer på Bisses nye album